Anne Sophia Hermansen: Det er ikke hver dag, jeg bliver kaldt racist, men jeg blev det for nylig, da jeg skrev, at Dannebrog er et smukt flag

Kritikere af Dannebrog og danskhed gør noget, der er meget dansk, og det er at svine landet til og samtidig trives helt fint med at drage nytte af dets institutioner, frihedsrettigheder, medier, privilegier og demokrati. De holder sig heller ikke tilbage fra at hylde landsholdet, selv om det, hov, repræsenterer landet.

Anne Sophia Hermansen undrer sig over, at kritikere af Dannebrog og danskhed gerne vil hylde landsholdet, have en skatteyderbetalt uddannelse og bo i landet, som de åbenbart ikke kan lide. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke hver dag, jeg bliver kaldt racist, men jeg blev det for nylig, da jeg skrev, at Dannebrog er et smukt flag. Jeg skrev også, at jeg følte stor kærlighed til Danmark, og at flaget mindede mig om vikinger, kongelige bryllupper, kolonihaver, studenterhuer, fødselsdage, dåb og afsked med mennesker, jeg har elsket.

Det kræver stor fantasi at grave noget racistisk frem i det, men det skete altså, ligesom man åbenbart ikke kan erklære sin fædrelandskærlighed uden også at være nationalist på grænsen til det totalitære. Klart, klart.

Debatten om Dannebrog og danskhed er ikke ny. Vi har taget den i århundreder, og lige nu kører den igen, ikke mindst fordi den unge forfatter Harald Toksværd er stemplet ind i debatten og har iblandet den wokeness, identitetspolitik og andet godt fra tidsånds-kassen.

»Dannebrog er et forpestet symbol på en ekstremistisk ideologi«, skrev han forleden i Politiken og forklarede videre, at flaget »er farvet rødt af de fremmedes blod, og hvidt af vores egen påtagne renhed«.

»Forfatter Harald Toksværd bor imidlertid stadig i forfærdelige Danmark, hvilket da godt kan undre mig, men det skyldes måske, at han her kan få betalt sin uddannelse i religionsvidenskab og kan nyde sin grundlovssikrede ret til at fortælle os andre, hvor »småligt, kedeligt, banalt, blodbestænket og forpestet« landet er. Mon ikke han bliver hængende i mange år endnu? Jeg tror det,« skriver Anne Sophia Hermansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Vi, der har haft Dannebrog fremme under EM, blev mindet om, at det »stolt har knejset over slavelejre, kvindeafbrændinger og blodstænkede slagmarker samt alskens politisk, økonomisk, seksuel, religiøs og kønslig undertrykkelse«, og sådan kørte det ellers derudad tilsat passager om nyfascismens slimede kløer, rovmord og den »åndløse vælling af frikadeller og hyggeracisme«, som vi ifølge forfatteren er opflasket med i Danmark.

Forfatteren bor imidlertid stadig i forfærdelige Danmark, hvilket da godt kan undre mig, men det skyldes måske, at han her kan få betalt sin uddannelse i religionsvidenskab og kan nyde sin grundlovssikrede ret til at fortælle os andre, hvor »småligt, kedeligt, banalt, blodbestænket og forpestet« landet er. Mon ikke han bliver hængende i mange år endnu? Jeg tror det.

Ikke mindst fordi det kan være svært at drage ud i verden og finde et land, der ikke har en historie med vold og drama, ikke har problemer og kun har værdier, der tilsvarer ens egne.

Som regel findes det land kun i ens egen navle. Eller fantasi.

Gold negativisme

Da jeg hørte forfatteren i P1 Debat, gik det for alvor op for mig, hvad det er, der ofte går galt i debatten om Dannebrog og danskhed, og det er ikke kun den manglende kulturhistoriske horisont, men især den golde negativisme.

Kritikere af Dannebrog vil i stedet for verdens ældste nationalflag have enten intet flag eller eventuelt et regnbueflag, fordi det ikke er knyttet til nationalitet, men til seksualitet, og så er pointen med et nationalflag ligesom røget.

Men Toksværd og åndsfæller vil selvfølgelig også have alle nationer afskaffet. Dog vil de ikke bo i landområder uden demokrati, ligestilling, frisind og retten til at skrive tossede indlæg i Politiken, hvilket betyder, at der p.t. er få attraktive steder i verden for de frie sjæle.

Vi skal også i stedet for danskhed tale om »menneskehed«, for der må ikke være forskel på kultur, værdier og vaner, selvom mennesket og især vores folkesjæl defineres netop af kultur, værdier og vaner. Det skal bare være den RIGTIGE pakke af definerende faktorer – hvad den så end er. Også her sætter kritikken intet i stedet; det skal bare være »noget andet« end H.C. Andersen, hygge og den kulturhistorie, vi har i dag.

»Harald Toksværd skal dog roses for at have gjort noget, der kan betegnes som meget dansk«


I det hele taget er det symptomatisk for debatten om danskhed og Dannebrog, at kritikerne så godt som aldrig sætter noget i stedet. Kun ironi, der ikke fører nogen steder hen, og følelser, som ikke vil bygge op, men kun rive ned.

Harald Toksværd skal dog roses for at have gjort noget, der kan betegnes som meget dansk, og det er at svine landet til og samtidig trives helt fint med at drage nytte af dets institutioner, frihedsrettigheder, medier, privilegier og demokrati.

Har vi set det før? Ja, det har vi masser af gange, eftersom det er Erasmus Montanus om igen, blot i en forkælet velfærdsudgave.

Meget dansk

Og nej, Danmark er ikke et perfekt land, og Dannebrog har været med, når vi gik i krig, drog på korstog, drev slavehandel, plyndrede, hærgede, voldtog og myrdede. Det er dog svært at finde en nation uden blod på hænderne, ligesom det er svært at finde et demokrati og velfærdssamfund udenfor nationalstaterne.

Endelig er der ikke mange steder i verden, hvor man i samtlige medier kan lufte sin utilslørede foragt for det land, man er rundet af og bagefter have ondt af sig selv på landsdækkende radio.

Men det skete i P1 Debat, hvor Toksværd svinede alle dem til, som mente noget andet, mens han selv markedsførte sig som »tolerant« og »inkluderende«. Ak, mange profeter er ikke forstået i deres hjemland.

Det er et meget dejligt land, som kan rumme det uden at dø af grin undervejs.