Det er livsfarligt at blive til grin i politik – og det rammer Alternativet

Alternativet er faretruende tæt på at blive reduceret til en vittighed på Christiansborg – og det kan blive dyrt for Uffe Elbæk og partiet.

Uffe Elbæk (ALT) taler under åbningsdebatten i Folketinget på Christiansborg i København, torsdag den 4. oktober 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Der findes utallige trusler og farer, der kan ramme en politiker og slå et parti ud af kurs.

En af de største er at blive til grin og blive reduceret til en vittighed i vælgernes bevidsthed, og det er præcis, hvad der er ved at gå op for Uffe Elbæk og hans tilhængere i Alternativet, der kom til verden med et dybfølt ønske om at gøre op med den gammeldags kultur på Christiansborg og lave politik på »en ny måde«.

I dag er denne drøm ved at forvandle sig til et mareridt. Nedturen kan aflæses i målingerne og kan i yderste konsekvens ende med at give Uffe Elbæks projekt en begrænset levetid.

Hvis han har brug for at vide, hvor farligt det er at blive til grin og miste troværdighed, behøver han blot at tænke tilbage på de slag, der ramte hans gamle radikale leder, Marianne Jelved. Da hun i midten af nullerne besluttede sig for at stille op som statsministerkandidat, gik alt galt. Hun gjorde det, fordi de Radikales respekt for den nye socialdemokratiske formand og statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, var i bund. Thorning var grøn, usikker og famlende over for den enorme opgave, som hun var blevet betroet.

Samtidig red de Radikale på en bølge af fremgang. Marianne Jelved blev med rette opfattet som erfaren, kompetent og troværdig, og hun var en overgang tæt på at blive kult som »damen med håndtasken«. De unge flokkedes om hende og partiet, for det var »radi-cool« at være radikal.

I løbet af forbløffende kort tid satte Marianne Jelved al den opsparede politiske kapital over styr.

Det viste sig hurtigt, at hun ikke kunne få støtte til sin ambition om at blive Danmarks næste statsminister, og snart blev forehavendet indhyllet i et skær af komik og selvovervurdering. Hvilket kom til at koste hende selv og de Radikale dyrt. I løbet af ingen tid var det ikke længere »in« at være »radi-cool«.

Lige nu konfronteres Uffe Elbæk med den samme fare. Efter at have tændt håb og skabt begejstring hos mange centrum-vælgere i valgkampen i 2015 er han i fuld gang med at skuffe alle forhåbninger. Den seneste tid har rent ud sagt være græsselig for partiet:

¤ Partiets københavnske kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, har måttet forlade sin post, efter at han havde indrettet sit kontor for 130.000 kroner, hvilket er skidt, når man går ind for bæredygtighed, genbrug og ansvarlig omgang med ressourcerne. Han sagde til sit forsvar, at hans kontor var alle »københavnernes kontor« – underforstået ikke kun for ham selv – men snart måtte hans pressechef slå fast, at det kun skulle forstås »billedlig talt«, eftersom man selvfølgelig ikke kunne have alle til at rende rundt i det fine kontor. Undervejs blev Grünfeld også taget i at have pyntet sit CV med titler og uddannelser, som han ikke havde.

¤ Samtidig er partiets politiske ordfører på Christiansborg, Carolina Magdelene Maier, blevet taget i at have været ude på 20 flyrejser i de sidste tre år. De 11 af rejserne har været private ferier, og ruten er i flere omgange gået til fjerne destinationer. Det er ikke godt, når man har travlt med at løfte pegefingeren for alle danskerne, som ifølge Alternativet skal lade være med at tage flyveren på ferie – eftersom det er skadeligt for klimaet.

Da historien kom frem forleden, reagerede Uffe Elbæks tidligere spindoktor, Mikkel Nørskov Kjær, med et opslag på Facebook, hvor han skrev: »Den politiske ordfører fra Danmarks grønneste parti har fyret 43 tons CO2 af på flyrejser på tre år! Det svarer vel nærmest til, at Tulle blev taget i at være kaptajn på en gummibåd, der smuglede flygtninge over Middelhavet!«.

¤ Endelig er partiet i den sidste tid blevet kritiseret og latterliggjort for at have skabt en særpræget proces, når det handler om at udpege Niko Grünfelds afløser på Københavns Rådhus. Mange har kaldt forløbet for en farce, for det er blevet bestemt, at ingen af de tre kandidater har måttet udtale sig til pressen.

I praksis er de tre borgmesterkandidater blevet gemt af vejen for offentligheden, og ingen medier har for alvor kunnet høre om deres planer, teste deres viden eller efterprøve deres argumenter. Til forveksling har processen mindet om den form for »demokratiske valg«, der foregår i totalitære stater. Det er muligvis »en ny måde« at lave politik på i Danmark, men ingen lederskribenter, hverken til højre eller venstre i dagspressen, har kunnet bifalde nyskabelsen.

¤ Disse sager kommer oven i andre eksempler, der viser, at Alternativet har haft svært ved at skabe sammenhæng mellem det, man siger, og det man gør. Ekstra Bladet har tidligere dokumenteret, hvordan Alternativet før valget i 2015 modtog cirka 450.000 kroner til partikassen via de to skattelylande Gibraltar og Luxembourg. Selv om Alternativet officielt havde tordnet mod skattely. Derudover har der været problemer med en kritisabel »festkultur« på Christiansborg.

Alt i alt betyder det, at Uffe Elbæks aktuelle ambition om at ville være statsminister – udelukkende støttet af sine egne partifæller – begynder at se mere og mere anstrengt ud. I takt med, at Alternativet bliver presset af møgsager og daler i målingerne, risikerer han, at hans statsministerprojekt lander tungt på gulvet. Som en dårlig vittighed, præcis som det skete for Marianne Jelved og Det Radikale Venstre.

Lige nu ligner Uffe Elbæk ikke en kommende regeringschef, men snarere en trængt leder for et parti, der er på vej ned. Om det virkelig bliver enden for Elbæk og Alternativet, er det endnu for tidligt at afgøre. Men hvis han tænker tilbage på Marianne Jelved, må sporene skræmme. Dengang blev det illustreret, at selv for en partileder med langt større erfaring og gennemslagskraft, kan det gå stærkt ned ad bakke, hvis først troværdigheden bliver undermineret.