Usandsynligt med positive aktiemarkeder hurtigt - Aktieugebrev

 

Det er usandsynligt, at man hurtigt vender tilbage til varige positive aktiemarkeder. Det er vurderingen i en kommentar fra Aktieugebrevet.

 

- Selv om makro økonomien holder pænt stand, vil det tage måneder at hele de sår, som aktiemarkedet har fået de seneste uger. De fortsatte kursfald afspejler, at de store professionelle investorer nu for alvor sælger ud. Stigninger vil af mange blive set som en oplagt salgsmulighed, og vi frygter fortsat, at vi skal gennem nogle dages panikudsalg, før det bliver bedre igen, skriver ugebrevet.

 

Ugebrevet ser på lidt længere sigt en risiko for yderligere kursfald.

 

- De seneste ugers finansuro er nu ved at forplante sig til realøkonomien. Råvarepriser til industrielforarbejdning, herunder industrimetaller, styrtdykker i pris. Det samme gør olieprisen. Den amerikanske 3 mdr. T-bill discount rate er de seneste fire dage styrtdykket, og det afspejler en stigende tro på snarlige amerikanske rentenedsættelser. Nervøsitets barometeret VIX ligger fortsat oppe i det skrigende røde felt, hvor det ikke har været de seneste tre år, lyder det fra ugebrevet.

 

Konklusionen er, at selvom det amerikanske aktiemarked de næste dage stiger 2-4 pct., så vil vi ikke kaste os ud i nye aktieopkøb.

 

-Måske kan man som daytrader gøre nogle hurtige gode handler. Og vi synes da også, at der ligger nogle spændende købsmuligheder, når markedet vender, slutter kommentaren.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )