USA/åbning: Våbenproducenter under pres på grøn dag

Foto: John Sommers II

De amerikanske investorer sender fra handelsstart de ledende indeks i plus. S&P 500 stiger med 0,3 pct., Dow Jones med 0,2 pct., mens Nasdaq starter fredagen ud med et plus på 0,8 pct.

Dermed følger de amerikanske aktieindeks de europæiske, der gennem dagen er steget, efter at Storbritannien og EU har fået forhandlet første delaftale i hus i forbindelse med brexit.

Holder fremgangen dagen ud, er det anden dag i streg, at de tre store aktieindeks lander er plus.

Og Apple er med på den grønne bølge, efter at der er kommet gang i rygterne om, at der skulle være en ny iPhone på vej i det nye år. Aktien stiger med 0,8 pct. efter få minutters handel.

Det er Finisar, der også leverer komponenter til Apple, der har købt en enorm fabrik i Texas. Det kan ifølge finanshuset Natixis betyde gode tider forude, da det amerikanske selskab ventes at skulle være med til at udvikle en funktion med ansigtsgenkendelse på iPhone. Tilkøbet af ekstra produktionskapacitet peger ifølge Natixis på, at det kan blive rullet ud til alle udgaver af Apples smartphones allerede næste år.

Finisar-aktien stiger dog kun med 0,1 pct.

American Outdoor Brands, der tidligere hed Smith & Wesson, er startet dagen negativt, efter at selskabet efter børslukning torsdag meldte ud, at man venter et lavere salg i år i forhold til sidste år, hvor våbensalget blandt andet var drevet af frygten for øget våbenkontrol i USA. Aktien falder med 15,8 pct., og også våbenproducenten Sturm, Ruger & Company trækkes med ned med et fald på 4,3 pct.

/ritzau/FINANS