Sydbank: B&O kommer ned på jorden igen med skuffende indtjening

Bang & Olufsens tredje kvartal af 2016/17 bød på pæn vækst i salget og en forbedret bundlinje, men indtjeningen steg slet ikke med det tempo, som Sydbanks analytiker Morten Imsgard havde regnet med.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Stigende udgifter til markedsføring og distribution holder driftsoverskuddet nede, og det kan skuffe investorerne og give kursfald for B&O-aktien, forudser Morten Imsgard.

- Oven på et regnskab for andet kvartal (i januar, red.), som var en positiv overraskelse, så må man sige, at B&O kommer lidt ned på jorden igen, og vi får syn for sagen om, at der stadig er et godt stykke arbejde igen for B&O, før de er i mål med deres turnaround.

- Træerne vokser så at sige ikke ind i himlen, og det er det klassiske problem med, at når man har et godt kvartal, hvad så med det efterfølgende, spørger Morten Imsgard.

Han spår, at aktien vil klare sig dårligere end det generelle marked på børsen i København.

B&O-aktien kostede torsdag eftermiddag 94 kr. og er steget 17,5 pct. siden nytår.