Onsdagens aktier: Simcorp i spidsen i positivt eliteindeks

Begejstringen på aktiemarkedet er stor for det kvartalsregnskab, softwareselskabet Simcorp brillerede med onsdag morgen, og ved middagstid ligger aktien 8,5 pct. højere i 576,50 kr.

Dermed bidrager Simcorp sammen med de lidt tungere eliteaktier som DSV, Genmab, Novo og Mærsk til en stigning i det samlede C25-indeks på 0,4 pct. til indeks 1087,77.

»Det er resultatet, som markedet tager positivt imod, og som den bliver handlet op på,« konstaterer chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink om baggrunden for fremdriften for Simcorp.

»Hvis du kikker på fjerde kvartal 2018, så er det et rimeligt stærkt, hvis du justere for backlock-ændringer,« uddyber han.

Simcorp havde i fjerde kvartal en omsætning på 129,1 mio. euro mod 114,2 mio. euro i samme kvartal 2017. Driftsoverskuddet (EBIT) steg til 50,8 mio. euro fra 45,9 mio. euro i samme kvartal året før, og det resulterede i et overskud efter skat på 37,7 mio. euro mod 35,4 mio. euro efter skat. Ordreindgangen nåede op på 60,6 mio. euro mod 49,3 mio. euro i den tilsvarende periode året forinden, og ordrebeholdningen var på 45,5 mio. euro ved udgangen af året eller 20,7 mio. euro mere end ved udgangen af 2017.

Selskab Kurs Ændr. %

Simcorp varsler dertil øget udbytte og aktietilbagekøb. Omvendt var forventningerne til 2019 lidt blødere end ventet. Men i forhold til resultatets styrke er det af mindre betydning for udviklingen i aktiekursen, mener Mads Zink.

Rygter om DSV-samtaler

Blandt onsdagens topaktier ligger DSV med et plus på 1,3 pct. til 542,20 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

»Der går nogle rygter om, at Panalpina og DSV har nogle samtaler. DSV afviser selv, men bare det, at der kommer lidt ekstra fokus på den den vej rundt, det kan måske godt drive aktiekursen,« antager Mads Zink.

Nye tal for Genmab

I den lysere del af C25 stiger Genmab 1,1 pct. til 1001 kr. Biotekselskabet kommer med regnskab omkring børslukketid onsdag eftermiddag, men allerede onsdag morgen har markedet fået opdaterede tal for salget af selskabets kræftmiddel Darzalex i USA i januar. Det opgøres til 131,3 mio. dollar, som er 10 pct. højere end i december. Og det er en anelse bedre end Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen regnede med.

Selskab Kurs Ændr. %

»Vi bemærker i forbindelse med salget i januar i forhold til december, at der er én arbejdsdag mere i januar 2019 i forhold til december 2018. Korrigeret for den ekstra arbejdsdag viser Darzalex en underliggende fremgang på 5 pct. i januar i forhold til december 2018, hvilket vi anser som en solid start på 2019 for Darzalex,« skriver han i en analyse.

Godkendelse til Novo

Novo-aktien bidrager til fremgangen med et plus på 0,3 pct. til 327,90 kr. Medicinalgiganten kan glæde sig over en amerikansk godkendelse af blødermidlet N8-GP til behandling af voksne og børn med lidelsen hæmofili A. Godkendelsen omfatter både forebyggelse og behandling af bløderepisoder samt anvendelse i forbindelse med operationer.

Selskab Kurs Ændr. %

William Demant, der tirsdag snublede fælt i et skuffende årsregnskab og tabte 9,2 pct., balancerer nogenlunde omkring status quo på 200,20 ved middagstid onsdag. Storbanken JPMorgan har ifølge Bloomberg News sænket sit kursmål for aktien til 233 kr. fra 237 kr., og Nordea har sænket sit kursmål med 15 kr. til 250 kr.

Med på plussiden er også A.P. Møller-Mærsk. B-aktien stiger 0,2 pct. til 9172 kr. frem mod torsdagens regnskab.

»Fokus er ved at rette sig en lille smule ind på kapitalmarkedsdag på mandag i Maersk Drilling, men ellers har der været usandsynlig stille i aktien op til regnskabet i morgen,« konstaterer Mads Zink.

Selskab Kurs Ændr. %

Uden for C25 stiger aktien i Netcompany 7,5 pct. til 232,85 kr., efter at softwareselskabet onsdag kunne meddele, at kapitalfonden FSN Capital Partners nu har solgt sine sidste 3,1 mio. aktier i selskabet - endda uden rabat i forhold til lukkekursen tirsdag.

»Nu er det sidste »overhang« i aktien væk, og derfor stiger aktien i dag,« påpeger Mads Zink.

/ritzau/FINANS