Onsdagens aktier: Nordea lyste op i den mørke vintermåned

Læs mere
Fold sammen
Det blev til en pæn fremgang for C20, som endte 2,3 pct. højere i 259,16, godt hjulpet på vej af bankerne og en generelt meget positiv markedsstemning. Onsdagen blev godt krydret af positive nyheder fra den amerikanske centralbank samt et positivt regnskab fra storbanken Wells Fargo.

- Det var en generel meget positiv dag for finanssektoren. Den amerikanske centralbanks udtalelser om en forøget stimulanspakke til den amerikanske økonomi, samt en "Bad Bank," som skal afhjælpe de amerikanske banker med deres negative aktiver, var meget positivt nyt, udtalte aktiehandler Michael Lyngsø fra Jyske Bank.

Onsdagen stod i finanssektorens tegn. Positive nyheder og voldsomme stigninger fra den internationale front smittede af på den danske finanssektor. Den næststørste amerikanske boligudlåner, Wells Fargo, var aktuel med tal for fjerde kvartal, hvor indtjeningen pr. aktie slog analytikernes estimater. Tilmed offentliggjorde banken, at den ikke længere behøvede finansiel støtte, og desuden ville udbetale dividende. Aktien lå ved dansk lukketid 22 pct. højere. Nordea endte med den største stigning i C20 regi på hele 8,8 pct. til kurs 33,5 kr., mens Danske Bank blev løftet 6,2 pct. til kurs 60.

Maersk Line reducerer kapaciteten på selskabets ruter fra Middelhavet til Nordamerika. To ruter sammenlægges til en, meddeler rederiet. Reduktionen sker i forbindelse med et samarbejde med det franske rederi CMA-CGM. De to selskabers ruter lægges sammen, og det vil reducere den ugentlige kapacitet med 2900 teu. A.P. Møller - Mærsk steg 4,4 pct. til 28.500 kr.

Vestas har øget sin markedsandel i Tyskland fra 24,1 pct. i 2007 til 31,6 pct. i 2008. Det viser tal fra Deutsches Windenergie Institut. Vestas er dog fortsat på andenpladsen efter Enercon. Tyskland er et af de markeder, hvor Vestas skal være store, konstaterer analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank, som også pointerer, at der ikke er det helt store vækstpotentiale at hente der, i hvert fald ikke på landjorden, men der kan komme til at ske en masse i forhold til projekter på havet. Vestas steg 2,4 pct. til 298 kr.

Optimismen fra den amerikanske stimulanspakke, som skal gavne økonomien med både skattelettelser og projekter i infrastrukturen, smittede af på flere danske selskaber, hvor specielt FLSmidth skilte sig ud. FLSmidth kan blive påvirket af en øget investering i den amerikanske infrastruktur, grundet selskabet aktiviteter med levering af anlæg til cementindustrien. FLSmidth steg 4,7 pct. til 163 kr.

Novozymes administrerende direktør, Steen Riisgaard, udnyttede optioner og solgte i den forbindelse 1200 aktier til en værdi af 536.400 kr. Det fremgik af en såkaldt insidermeddelelse fra selskabet. Novozymes faldt 1,2 pct. til 437,5 kr.

Gruppen af spanske investorer, Catalana D'Iniciatives, er klar med buddet på det SAS-ejede Spanair i slutningen af denne uge. Det sagde en talsmand for gruppen. Catalana D'Iniciatives og SAS underskrev i december en foreløbig aftale om salget. SAS steg 10 pct. til 32 kr.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )