NPinvestor straffes for nedjustering

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia

NPinvestor, der blev børsnoteret på First North i januar sidste år og har Erik Damgaard som storaktionær, har onsdag aften sænket sin indtjeningsprognose for 2019. Det straffes markant i torsdagens handel, hvor aktien efter en god times handel sendes ned med knap 24 pct. til 3,30 kr.

Selskabet regner nu med et negativt resultat før skat i intervallet 6-7 mio. kr. mod tidligere et minus før skat på 3-4 mio. kr. Meldingen kommer, samtidig med at selskabet varsler en kapitalforhøjelse på op mod 12,6 mio. kr., ligesom NPinvestor skifter sin certified advisor ud.

NPinvestor meddelte også, at selskabet brutto vil rejse 12,6 mio. kr. ved en kapitalforhøjelse med fortegningsret for eksisterende aktionærer. Emissionen er garanteret for 60 pct. vedkommende via nye investorer og en af selskabets eksisterende større aktionærer.

NPinvestor har samtidig oplyst til fondsbørsen, at selskabet skifter sin certified advisor, CDI Global, ud med en ny, Västra Hamnen Corporate Finance AB.

/ritzau/FINANS