Nordea: 2014 er den risikovillige investors år

Hvor og hvordan skal du investere dine penge i 2014? Bliver investeringsåret 2014 ligeså informationstungt som 2013? Business TV spørger seniorstrateg Henrik Drusebjerg, hvordan 2014 skal tackles.

Foto: KIMIMASA MAYAMA.
Læs mere
Fold sammen

2014 kommer til at ligne 2013: Det vil sige pænt afkast på aktiemarkederne, pænt afkast på de risikofyldte obligationer og masser af politik og makroøkonomi, man som investor ikke kan klemme sig uden om. Men er du ikke villig til at påtage dig en risiko, så er der ikke meget gevinst at hente i 2014. Så koncentreret kan det siges, spørger man Nordeas seniorstrateg Henrik Drusebjerg.

«Det er en god idé at fokusere på de markeder, hvor det ikke er løbet så hurtigt i 2013, og det dermed er lidt billigere. Det er kinesiske aktier, det er russiske aktier, og så er det japanske aktier, hvor der er en vækstkickstart i gang.» siger Henrik Drusebjerg i dette interview med Business-tv og uddyber «Helt generelt anbefaler vi vores kunder at tage lidt flere aktier ind, end de har gjort hidtil, for det er her, vi mener afkastet er. Hvis vi taler obligationer er det erhvervsobligationerne man skal kigge på».

2014 kan give afkast på aktiemarkederne på mellem 5-10 procent, lyder vurderingen fra Nordea. Måske mere, hvis visse forudsætninger opfyldes.

Ingen risiko ingen gevinst

Investoren anno 2014 skal dog være villig til at løbe en risiko ellers er der ingen gevinst at hente snarere tværtimod. Hvis du er til sikre danske realkreditobligationer kan du faktisk komme til at få et negativt afkast - så er det sikrere at sætte pengene i banken og få lidt i rente. Men for de modige kan der altså ligge en pæn gevinst og vinke i år 2014, men turen er ikke for børn og sarte sjæle.

Forude vinker nemlig stadig deflationsspøgelset i Europa, risikoen for negativ vækst, gældsloftet i USA, verdenshistoriens største økonomiske eksperimenter i form af kvantitative lempelser i både USA, Japan og Europa - og tilbagerulningen af de selvsamme lempelser før eller siden.

Men får vi vækst, og kommer vi helskindede igennem tilbagerulningen af den amerikanske centralbanks støtteopkøb plus et par andre ting, er der altså god mulighed for at aktiekurserne fortsat kan stige over det næste år og hos Nordea mener man bestemt ikke, der er en boble i aktiemarkedet. Snarere, at det er en bullbevægelse, hvor der stadig er en upside tilbage inden toppen eventuelt er nået.