Nets advarer om et markant prispres - som kan vokse sig endnu større

Nets advarer i sit børsprospekt om et kraftigt prispres på sine produkter og tjenesteydelser, og at presset potentielt kan vokse sig større. Hvis ikke selskabet er i stand til at reagere "hensigtsmæssigt" på konkurrencen, kan det få væsentlig negativ påvirkning, anføres det.

Foto: Søren Bidstrup. Arkiv Foto. Nets advarer i sit børsprospekt om et kraftigt prispres på sine produkter og tjenesteydelser, og at presset potentielt kan vokse sig større.
Læs mere
Fold sammen

Desuden oplever koncernen som følge af den konkurrence, koncernen er udsat for i de forskellige lande, hvor den driver virksomhed, et markant prispres på sine produkter og tjenesteydelser, som måske kan vokse sig endnu større, hvilket samtidig kan få væsentlig negativ indvirkning på koncernens virksomhed, finansielle stilling, resultat som fremtidsudsigter, skriver Nets i børsprospektet.

NY KONKURRENCE

Nets peger også på, at branchen for digitale løsninger står over for ny konkurrence fra ikke-traditionelle konkurrenter, der måske kan tilbyde alternative betalingsformer, -typer, valutaer, teknologier og databaser, som generelt fungerer uden om de traditionelle systemer.

Som eksempel på ikke-traditionelle konkurrenter nævnes i prospektet leverandører af såkaldte blockchain-løsninger, som ikke er afhængige af traditionelle kort- eller banknetværk for at processe digitale betalinger.

Samtidig vil disse ikke-traditionelle konkurrenter måske have væsentlige økonomiske ressourcer og robuste netværk, og de kan opnå stor anseelse hos forbrugerne. Disse nye teknologier vil måske påvirke et eller flere aspekter af det digitale betalingsøkosystem, som koncernen deltager i, anføres det.