Mandagens obligationer: Renten fortsatte stigningen efter Trumps sejr

De danske obligationsrenter holdt dampen oppe oven på sidste uges præsidentvalg.

Læs mere
Fold sammen

Udsigten til, at USA's kommende præsident, republikaneren Donald Trump, vil kaste svimlende summer efter offentlige investeringer i den amerikanske infrastruktur, har givet markedsaktørerne tro på, at den amerikanske inflation vil stige.

Det har sendt den ledende amerikanske rente i vejret, og den har videre trukket sine pendanter i Europa med sig - herunder den danske.

Den tiårige amerikanske rente steg 37 basispoint i sidste uge - heraf 29 basispoint efter at udfaldet af præsidentvalget blev kendt onsdag morgen.

Den danske ækvivalent steg samtidig i sidste uge med 18 basispoint, og mandag blev den tiårige danske rente løftet yderligere 6 basispoint til 0,43 pct. Det er det højeste niveau siden maj.

Der er også fortsat stærk tiltro til, at den amerikanske centralbank vil hæve den ledende rente på sit næstkommende rentemøde i midten af december. Og den forventning er ikke blevet svækket i markedet af, Donald Trump bliver at finde i Det Hvide Hus efter nytår. Faktisk lige modsat.

De såkaldte Fed funds-futures indikerer, at der er 92 pct. sandsynlighed for, at renten hæves til december. Fredagen inden præsidentvalget var der indregnet en sandsynlighed på 76 pct.