Mandagens aktier: Pandora til bunds i svagt positivt C25

Pandora-aktien placerer sig mandag morgen nederst i C25-indekset, der stiger 0,1 pct. til 1044,99, efter at analytikerne hos Citigroup har kigget selskabet efter i sømmene og fundet anledning til at sænke anbefalingen til »neutral« fra »køb«.

Selskabet har fået en volatil start på 2019, hvor aktien fredag endte øverst i C25 med et plus på 5,7 pct. Ugen blev ellers indledt med et dyk på 6 pct. År til dato er der lagt 1,1 pct. til aktiekursen.

I den anden ende af indekset er Ambu at finde med en stigning på 1,1 pct. til 143,50 kr. Selskabet har mandag lanceret produktet Ascope Broncho Sampler, der skal gøre det mere enkelt at tage vævsprøver i luftvejene.

Med i toppen er også DSV-aktien med et plus på 0,7 pct. til 514,30 kr. Selskabet har efter sidste uges bud på konkurrenten Panalpina fået løftet sin anbefaling hos HSBC til »køb« fra »hold«.

FLSmidth har mandag morgen fået nyt fra rivalen Sandvik, der kom en smule bedre ud af fjerde kvartal end ventet. I kvartalet endte omsætningen således på 26 mia. svenske kr. mod ventede 25,4 mia. svenske kr. FLS-aktien stiger 0,8 pct. til 328,30 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

 

Interne mails fra Nordea peger på skattesnyd

Ifølge erhvervsmediet Finans har storbanken Nordea spillet en langt mere aktiv rolle i at hjælpe kunder med skatteunddragelse, end den hidtil har givet udtryk for.

Sådan lyder vurderingen fra seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet, efter at Finans er kommet i besiddelse af en række interne mails, der blandt andet viser, at en medarbejder aktivt har hjulpet en kunde med at oprette et selskab i advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama, der var omdrejningspunktet i de såkaldte »Panama Papers«.

Aktien falder mandag 0,1 pct. til 59,75 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

 

Skako til vejrs efter ordre

Uden for det danske eliteindeks er der mandag god gænge i Skako-aktien, der stiger 5 pct. til 58,80 kr. Selskabet har fået en ordre på »mere end 25 mio. kr.« inden for divisionen Vibration, fremgår det af en meddelelse til børsen.

Selskabet skal levere scrubber-udstyr til en fabrik i Mexico.

Sikkerhedskoncernen G4S har fået løftet sit kursmål af RBC til 19 kr. fra 17,37 kr. Anbefalingen er fortsat »sector perform«. Aktien lægger 0,5 pct. til fra åbning og koster nu 18,04 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Senere mandag kommer Brd. Klee med en periodemeddelelse for første kvartal af det skæve regnskabsår 2018/2019. For året 2018/2019 ventes der inden meddelelsen et positivt resultat, men lavere end for regnskabsåret 2017/18.

Aktien handles uændret i 2700 kr. mandag morgen.

/ritzau/FINANS