Dårligt nyt fra storbankerne sendte kurserne på yoyo-tur

De amerikanske aktiekurser klatrede lystigt opad onsdag - lige indtil tre storbanker meddelte, at kreditkrisen sætter dem under hårdt pres. Så dykkede stemningen og kurserne. Sidst på dagen begyndte kurserne dog at rette sig igen.

Julestemning på Wall Street i New York, hvor byens fondsbørs hører hjemme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters
Effekten af den amerikanske centralbanks rentenedsættelse tirsdag, så onsdag ud til at være temmelig kortvarig - i hvert fald på aktiemarkederne.

For mens rentenedsættelsen fik kurserne til at rulle stille og roligt opad onsdag formiddag, så skulle der ikke mere til end endnu en gang dårlige kreditkrise-nyheder, før at aktiekurserne endnu en gang dykkede.

Denne gang var det nyt fra tre af de største amerikanske banker - Bank of America Corp, Wachovia Corp and PNC Financial Services Group. Alle meldte ifølge Reuters ud, at de forventer nedskrivning af resultatet for tredje kvartal, samt at de har lidt betydelige tab på långivning.

Det fik bankernes kurser til at dykke, og i løbet af onsdagen så det ud til, at pessimismen var ved at få godt tag i investorerne. Men op til markedernes lukning begyndte handlen at tage fart igen.

Derfor endte de tre toneangivende indekser alle i plus. Dow Jones Industrials lukkede i kursen 13.473,90, hvilket var lig med en stigning på 0,31 procent. Teknologi-indekset Nasdaq steg med 0,71 procent til kursen 2.671,14, mens S&P 500 lukkede i kurs 1.486,59 - en pæn stigning på 0,61 pct.