Analytikere om onsdagens Novo-regnskab: Prisudviklingen og kontraktforhandlinger i USA kan løbe med opmærksomheden

Kommentarer om prisudviklingen og Novo Nordisks kontraktforhandlinger i USA kan vanen tro løbe med opmærksomheden, når selskabet onsdag kl. 07.30 gør status for andet kvartal.

Foto: Liselotte Sabroe. Kommentarer om prisudviklingen og Novo Nordisks kontraktforhandlinger i USA kan vanen tro løbe med opmærksomheden, når selskabet onsdag kl. 07.30 gør status for andet kvartal. 
Læs mere
Fold sammen

Sommeren igennem har Novo forhandlet priser og aftaler for 2019 med de store amerikanske indkøbsforeninger, de såkaldte PBM'ere, der udstikker retningslinjer til private sygekasser om, hvilke lægemidler der skal være tilskudsberettigede.

I tidligere år er nogle af tilskudslisterne blevet offentliggjort op til regnskabet, men i år har investorerne endnu ikke fået indblik i Novos adgang til patienterne.

»Det allervæsentligste i forbindelse med Novos regnskaber for andet kvartal er ofte meldingerne om prisforhandlingerne med PBM'erne. Vi har ikke fået de første lister, og Novo guider ikke længere på priserne, men de vil formentlig kommentere forhandlingerne, og det er normalt det, der bliver afgørende for kursudviklingen i aktien hen over regnskabet,« siger analysechef i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

AFDÆMPET VÆKST

Han venter et afdæmpet regnskab andet kvartal.

Svære sammenligningstal og tilbagegang i salget af Novoseven, der er ramt af konkurrence fra et blødermiddel fra schweiziske Roche, presser salget, der også er ramt af valutamodvind. Ikke mindst er dollar svækket sammenlignet med andet kvartal af 2017.

»Til gengæld er der egentlig kommet rimeligt gode receptdata for GLP-1-markedet, og egentlig også for de moderne insuliner, men i historisk perspektiv vil væksten i andet kvartal blive afdæmpet,« siger Michael Friis Jørgensen.

I Sydbank regner analytiker Søren Løntoft Hansen med, at Novo når en samlet vækst i kvartalet på 3 pct. i lokal valuta - både når det kommer til salg og driftsindtjening. Valutamodvind betyder til gengæld, at der vil være tilbagegang målt i danske kr. Effekten på toplinjen har Sydbank-analytikeren regnet sig frem til er omkring 4 pct.point, mens den er 9 pct.point målt på driftsindtjeningen.

Til gengæld har dollar rettet sig lidt og er styrket siden offentliggørelsen af regnskabet for første kvartal, hvilket vil få positiv indflydelse på Novos helårsprognose.

»Vi venter, at Novo Nordisk fastholder 2018-prognosen i lokal valuta. Vi venter dog en opjustering i danske kroner som følge af udviklingen i især dollar, så Novo Nordisk annoncerer en omsætnings- og indtjeningsprognose i danske kroner, der er henholdsvis 5 og 7 pct. lavere end i lokal valuta,« skriver Sydbank-analytikeren.

Tidligere har Novo varslet en vækst i omsætningen og driftsindtjeningen, der er henholdsvis 6 og 9 pct. lavere end i lokal valuta.

I Alm. Brand ser Michael Friis Jørgensen også mulighed for en opjustering målt i lokal valuta, i hvert fald når det kommer til toplinjen. Om der også kommer en opjustering af forventningerne til driften i lokal valuta er han mere loren ved.

»Folk har spurgt sig selv, om der kommer et stort spareprogram. Det har Novo været rimeligt klar omkring - om ikke andet mellem linjerne - at det gør der ikke. Det betyder dog ikke, at Novo ikke skærer forretningen til, men det sker via mindre programmer rundt omkring i virksomheden. Det betyder så også, at der formentlig er nogle engangsomkostninger forbundet med det, og selv om de fundamentalt set bør kunne løfte bunden af intervallet, så gør de det måske ikke på grund af engangsomkostninger i andet halvår. Det er lidt en joker i regnskabet,« vurderer Michael Friis Jørgensen.

UÆNDREDE FINANSIELLE MÅL

Han ser ligesom sin kollega i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, ingen fare for, at Novo dropper sit finansielle mål om en vækst i driftsindtjeningen på gennemsnitligt 5 pct. om året. Det var et emne, som optog markedet i starten af juni efter en artikel i Børsen, men bekymringerne er ifølge Michael Friis Jørgensen dæmpet af kommentarer "mellem linjerne" fra Novo.

Ser man isoleret på andet kvartal venter fire analytikere, som Ritzau Estimates, har indhentet estimater fra, et fald i omsætningen til 27,4 mia. kr. fra 28,6 mia. kr. i samme periode sidste år.

Salget af Novoseven ventes at bakke til 1840 mio. kr. fra 2352 mio. kr. Desuden ventes salget af Novos langtidsvirkende insuliner at skrumpe til 5372 mio. kr. fra 5976 mio. kr. Årsagen er prispres og hård konkurrence.

Til gengæld ventes salget af Novos bedst sælgende lægemiddel - GLP-1-midlet Victoza - at stige til 6129 mio. kr. fra 5775 mio. kr. Og Novos næste GLP-1-generation, det nylancerede Ozempic, der bruges en gang ugentligt mod Victozas én gang dagligt, ventes at ramme en omsætning på 241 mio. kr. i sit andet kvartal på markedet.

Også salget af Novos fedmemedicin Saxenda ventes at være gået frem til 872 mio. kr. fra 686 mio. kr.

Blandt analytikerne anbefaler alle køb af aktien i stærkere eller mildere grad.