Aktier kl. 9.31: Torm er parat til nye opkøb

 

De danske aktier oplevede ganske små udsving i fredagens første handel, C20-indekset faldt 0,2 pct. til 497,24. På de tre store europæiske fondsbørser blev det fredag morgen til små plusser. D/S Torm skilte sig ud fra mængden med en solid fremgang, mens Danisco-aktien kom under pres grundet en salgsanbefaling fra Goldman Sachs.

 

Produkttankrederiet D/S Torm vil betale udbytte i stedet for at gennemføre sit aktietilbagekøbsprogram. Rederiets udbyttebetalingsforslag er på 2 mia. kr. og ventes gennemført i begyndelsen af september. Forslaget skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling den 14. august. D/S Torm åbnede 1,8 pct. højere i kurs 221.

 

- Vi købte OMI i foråret, og hvis sådanne muligheder dukker op igen, vil vi have fuld handlefrihed. Det har vi nu fået, sagde Torms bestyrelsesformand, Niels Erik Nielsen til RB-Børsen.

 

Danisco fik fredag morgen en salgsanbefaling af det amerikanske finanshus Goldman Sachs, som gav Danisco-aktien et kursmål på 390 kr. Danisco åbnede 1,2 pct. lavere i kurs 419,5.

 

A.P. Møller - Mærsk åbnede 0,1 pct. lavere i kurs 69.300. 2007 vil være året, hvor der igen står sorte tal på bundlinien hos Maersk Line. Sådan lyder spådommen fra den nye eneansvarlige for A.P. Møller - Mærsks containerrederi, Eivind Kolding. Maerks Line topchefen slår fast, at resultatet i 2007 vil være svagt positivt, mens Maersk Line i 2009 vil levere solide finansielle resultater.

 

Den danske bryggerikoncern Carlsberg er interesseret i at købe dele af Vin & Sprit. Den statsejede svenske kæde står foran en privatisering, og ifølge den svenske avis Dagens Industri er Carlsberg interesseret i dele af Vin & Sprit. Det skriver Bloomberg. Carlsberg åbnede 0,4 pct. lavere i kurs 687.

 

Berlingske Business satte fredag morgen fokus på effekterne af den kraftige fremgang i biobrændselsmarkedet. Landmænd over hele verden sælger en stadig større andel af deres kornafgrøder til brug i produktionen af biobrændsel. Det giver stigende kornpriser, og Carlsberg står til at tabe penge på de stigende råvareomkostninger.

 

Harboes Bryggeri, som torsdag smed 5 pct., åbnede 1,8 pct. lavere i kurs 196. Bryggeriet aflagde torsdag eftermiddag et svagt årsregnskab, hvor stigende råvarepriser var med til at presse indtjeningen.

 

Investorerne kan fredag se frem mod en regnskabsaflæggelse fra EDB Gruppen, som lægger tal for andet kvartal på bordet. EDB Gruppen åbnede uændret i kurs 198.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )