Aktier: Facebook og Alibaba skal have investorernes dom

Der vil være fokus på regnskaber fra Facebook, Alibaba og Tesla torsdag, hvor investorerne samtidig vil kigge frem mod præsentationen af en længe ventet skatteplan i Kongressen og en mulig afsløring af næste centralbankchef i USA.

Det generelle aktiemarked ser ud til at åbne nogenlunde uændret, da futures falder knap 0,1 pct. for de tre toneangivende aktieindeks i USA, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Facebook fremlagde onsdag aften et overraskende godt resultat for tredje kvartal.

Koncernen opnåede et overskud på 1,59 dollar per aktie i kvartalet, hvor analytikernes estimat lød på et resultat på 1,28 dollar per aktie ifølge Bloomberg News. Omsætningen løb op i 10,3 mia. dollar mod de ventede 9,8 mia. dollar.

Selskabet varslede dog, at udgifterne kan få et gevaldigt nøk op næste år, da det skal investere store summer i sikkerhed, hvilket investorerne ifølge Bloomberg ikke bryder sig om. Aktien dykker knap 1 pct. i formarkedet.

Der var også regnskab fra Tesla onsdag aften, og her blev investorerne skuffede på grund af udfordringer med at producere den nye Model 3, der skal flytte selskabet fra at være en luksusbilproducent til det mere brede publikum.

Der er dog kun blev produceret 220 modeller i tredje kvartal, mens selskabet tidligere havde lovet 1500. Samtidig endte selskabet med et underskud på 671 mio. dollar i kvartalet eller 3,70 dollar per aktie mod et overskud på 0,15 dollar i samme periode året før. Aktien falder 4,7 pct. i formarkedet.

Forud for åbningen har den kinesiske e-handelsplatform Alibaba, der er børsnoteret i USA, overrasket analytikerne med sit regnskab for andet kvartal af 2017/18, hvor både omsætningen og overskuddet var et stykke over det ventede.

Alibaba omsatte for 55,1 mia. yuan i kvartalet, hvilket var mere end 6 pct. over analytikernes snitestimat ifølge Bloomberg News.

Indtjeningen løb op i 8,57 yuan per aktie og var et stykke over de 6,86 yuan, der var ventet i markedet. Aktien stiger små 4 pct. i inden handlen starter.

Der har også været nyt fra kemikaliegiganten Dowdupont, som har varslet en spareplan, der skal slanke udgifterne med 3 mia. dollar om året.

Selskabet, der tidligere på året blev skabt efter en fusion mellem selskaberne Dow Chemical og Dupont, vil blandt andet nå målet gennem fyringer, bedre indkøb og frasalg af bygninger.

Meldingen er offentliggjort i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, hvor omsætningen steg 8 pct. til 18,3 mia. dollar, mens den justerede indtjening per aktie blev hævet 10 pct. til 0,55 dollar. Aktien stiger 0,9 pct. i formarkedet.

/ritzau/FINANS