Aktier: Beskeden revanche på Wall Street efter elendig uge

Trods udsigten til det modsatte i futureshandlen op til åbningen, ser de amerikanske aktiehandlere ud til at stile mod en beskeden positiv slutning på en eller elendig aktieuge.

Læs mere
Fold sammen

De toneangivende amerikanske aktieindeks indleder fredagens handel med stigning på 0,1 pct. i det brede S&P 500 indeks, på 0,1 pct. for de tunge aktier i Dow Jones, mens teknologiindekset Nasdaq stiger 0,4 pct. fra handelsstart.

Torsdag endte med et fald i S&P 500-indekset på godt 0,2 pct. til 2056,15. De tunge aktier i Dow Jones lukkede med et minus på 0,2 pct. i 17.678,23, mens Nasdaq-indekset droppede 0,3 pct. til 4863,36, og på ugens fire første dage blev S&P 500-indekset handlet 2,5 pct. ned, hvilket udlignede årets hidtidige stigning, bemærker Bloomberg News.

Op til åbningen har to selskaber leveret regnskaber:

Smartphoneproducenten Blackberry stiger 3,3 pct. i den indledende handel efter et overraskende godt resultat for fjerde kvartal som konsekvens af stigende salgspriser. Overskuddet blev på 4 cent per aktie, mens analytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet et underskud på 4 cent per aktie.

Videospilproducenten Gamestop falder derimod 1,9 pct. efter rapportering et regnskab for fjerde kvartal, der skuffede analytikerne både for så vidt angår salg og indtjening. Gamestop formåede heller ikke at leve op til forventningerne med sin prognose for indeværende år.


Dow Chemicals er blandt vinderne i fredagens handel med et kursplus på 3,7 pct., selv om aktien fredag handles uden udbytte på 0,42 dollar per aktie. Men samtidigt er det op til åbningen blevet oplyst af kemikoncernen udskiller en væsentlig del af kloraktiviteterne i en 5 mia. dollar stor transaktion med Olin Corp. Det sker i overensstemmelse med Dow Chemicals hensigt om at frasælge for 7-8,5 mia. ikke-strategiske aktiviteter.

Op til handelsstart har markedet fået nøgletal for blandt andet den tredje opgørels over BNP-væksten i fjerdekvartal. Det viste en vækst på 2,2 pct. mod en ventet vækst på 2,4 pct. Privatforbruget steg i samme kvartal med 4,4 pct. - præcist som ventet og sammenlignet med en vækst på 4,2 pct. kvartalet før.


/ritzau/FINANS