Aktier: Amerikanske aktier danser om nullet efter tirsdagens rekord

De ledende amerikanske aktieindeks ligger stort set uændrede kort efter børsåbningen, efter at aktierne på Wall Street satte rekord tirsdag.

Foto: Drew Angerer

De tre store aktieindeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, danser omkring nulpunktet ti minutter, efter at startskuddet lød for onsdagens handel. De første minutter efter åbningen steg de store aktieindeks ellers umiddelbart mellem 0,1 og 0,2 pct.

Tirsdag lukkede S&P 500-indekset med et plus på 0,7 pct. til rekorden 2152,14. De tunge aktier i Dow Jones steg knap 0,7 pct. til 18.347,67, og Nasdaq-papirerne sluttede med en gevinst på 0,7 pct. til 5022,82.

Roen er vendt tilbage til markederne, da investorerne har fået mere tillid til, at brexit ikke vil dæmpe væksten på globalt plan, skriver Bloomberg News. Forventningen om en rentesænkning fra Bank of England på torsdagens rentemøde bidrager til at mindske usikkerheden, mens søndagens japanske premierministervalg ligeledes har bidraget til en mere positiv stemning de seneste dage.

Alcoa, der tirsdag indledte den amerikanske regnskabssæson, kom desuden med bedre resultater end ventet. Men analytikere estimerer ifølge Bloomberg News, at overskuddet for selskaberne i S&P 500-indekset vil falde 5,7 pct. i gennemsnit.

- Det skal snart komme et realitetstjek. Regnskaberne er sandsynligvis ikke så stærke. Markedet ser ud til at have set igennem fingre med meget, fordi der er en del usikkerhed især på det politiske plan globalt, siger Frances Hudson, strateg i Standard Life Investments, til Bloomberg News.

BIOTEKSELSKAB GENOPTAGER FORSØG

På selskabssiden rykker biotekselskabet Juno Therapeutics på sig, og aktien stiger 20 pct. onsdag efter børsåbningen. Stigningen kommer, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har tilladt selskabet at genoptage sine kliniske forsøg, der ellers blev indstillet af myndighederne fredag, i kølvandet af at i alt tre testpersoner var afgået ved døden.

Men nu har Juno Therapeutics efter yderligere undersøgelser fået lov af FDA til at genoptage de såkaldte Rocket fase 2-forsøg, skriver Bloomberg News.

Fastfoodkæden Yum Brands rykker også på sig, og aktien stiger med 0,3 pct., mens investorerne venter på selskabets regnskab for andet kvartal, der ventes at lande efter børslukningen onsdag. Også det amerikanske transportselskab CSX fremlægger regnskabstal efter børslukning, og aktien falder 0,2 pct. onsdag.

Senere på dagen bliver centralbankens månedlige økonomiske barometer - Beige Book - offentliggjort.

- Efter nogle svingende jobrapporter vil der være opmærksomhed om udtalelserne om beskæftigelsen, men også udviklingen i detailsalget og lønstigningerne kan vække opmærksomhed, skriver cheføkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank i en kommentar.

Torsdag og fredag er der desuden kvartalsrapporter fra storbankerne JPMorgan, Citigroup og Wells Fargo.