30-årig skudt på Nørrebro

En 30-årig mand er såret efter et drive-by skyderi på Nørrebro i København. Politiet måtte trække stavene for at dæmpe den efterfølgende uro.

En cirka 30-årig far er blevet beskudt af to mænd på en motorcykel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Borup
En person af anden etnisk herkomst end dansk er blevet skudt.

Episoden skete kl. 12.40 på hjørnet af Baggesensgade og Blågårdsgade på indre Nørrebro i København, hvor en Yamaha motorcykel med to sortklædte personer kørte op på siden af offeret og affyrede en række skud fra, hvad politiet formoder er et automatgevær.

Motorcyklen stak af i retning mod søerne.

Ifølge vidner har motorcyklen nummerplade EM17898. Politiet efterlyser desuden en sølvfarvet Peugeot 206 med nummeret E 59813.

Det oplyser talsmand fra Københavns Politi Flemming Steen Munk til TV 2 News. Offerets tilstand er ukendt, men han er kørt til behandling på Rigshospitalet med politieskorte.

- Det er sådan, at vi altid gør det i sådanne situationer, blandt andet for at sikre, at offeret kommer til den fornødne behandling og for at tale med folk, der eventuelt ved noget, siger Flemming Steen Munk til TV 2 News.

I følge B.T.s oplysninger er offeret en cirka 30-årig mand, der til dagligt underviser på Handelshøjskolen. En nær ven af offeret fortæller til bt.dk, at skyderiet må være en misforståelse, da offeret ingen tilknytning har til det kriminelle miljø.

Manden blev skudt for øjnene af sin far, der stod på fortovet med en barnevogn med offerets barn.

Ifølge bt.dks oplysninger er tre mænd blevet anholdt i forbindelse med tumult i kølvandet på skudepisoden, men det ønsker Flemming Steen Munch ikke at bekræfte.

Han siger, politiet er i gang med efterforskningen, men han ikke kan komme med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

- Der har været nogle uroligheder i forbindelse med det her, og når vi har bragt det til ophør, bliver vi forhåbentligt lidt klogere.

Uroen efter skyderiet gjorde det ifølge politiet nødvendigt at trække stavene for at redningsfolkene kunne komme til.

Også på Rigshospitalet måtte politiet trække stave og bruge tåregas, da pårørende til offeret blev voldsomme i deres forsøg på at få flere oplysninger om hans tilstand.



- Opdateres