Sygeplejersker over hele Europa presser lønnen

Mangel på sygeplejersker over hele Europa fører til markante lønstigninger i en række lande. Fagforeningen EPSU mener ikke, at der er grund til at feste over de højere lønninger.

Operationssygeplejerske Lisbeth Bergholt og anæstesisygeplejerske Thomas Lund på Rigshospitalet ser frem til måske at stige i løn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Det er ikke kun i Finland, at sygeplejerskerne står til store lønhop. Også i lande som Storbritannien og Frankrig hiver sygeplejersker i øjeblikket markante lønstigninger i hus.

Det bekræfter den europæiske sammenslutning af private vikarbureauer, CIETT.

»Det er absolut en udbredt trend, at der er mangel på sygeplejersker, og det giver sig udslag i kraftige lønstigninger i både Storbritannien og Frankrig,« siger adm. direktør Dennis Pennec fra CIETTs repræsentationskontor i Bruxelles.

I Dansk Sygeplejeråd, DSR, glæder man sig over det historiske løft på 28 pct. over fire år, som de finske sygeplejersker netop har forhandlet sig frem til efter en indædt konflikt, hvor sygeplejerskerne truede med kollektiv opsigelse.

»Jeg er ikke i tvivl om, at Folketinget vil kigge rundt omkring på de nordiske lande. Det vil være meget dumt ikke at se på, hvad der sker andre steder,« siger Connie Kruckow.

Hun henviser i en pressemeddelelse til, at man blandt andet i Norge har nedsat en ligelønskommission, hvilket Dansk Sygeplejeråd også gerne vil have.

Den finske historie
De store lønstigninger i Finland skal dog samtidig ses i lyset af, at hele den finske samfundsøkonomi i 1990erne gennemlevede en massiv økonomisk krise på grund af Sovjetunionens sammenbrud. Dette førte til voldsomme nedskæringer i den offentlige sektor.

Ifølge Dennis Pennec fra CIETT i Bruxelles ligger offentlige og private arbejdsgivere inden for sundhedssektoren, som de har redt, fordi man ikke har sørget for uddannelse af tilstrækkeligt mange sygeplejersker, og fordi man ikke har gjort løn- og arbejdsforhold tilstrækkeligt attraktive.

»Problemet er jo, at mange ikke ønsker at udføre jobbet som sygeplejerske. Derfor prøver man at importere sygeplejersker fra andre europæiske lande som eksempelvis Polen og Spanien,« siger Pennec, der peger på, at manglen på arbejdskraft hurtigere fører til lønstigninger i lande og på hospitaler, hvor løndannelsen sker gennem direkte forhandlinger mellem den enkelte lønmodtager og arbejdsgiveren.

Bryan Synnott, der arbejder med sundhedsområdet inden for sammenslutningen af fagforeninger på det offentlige område, EPSU, synes ikke, at man udelukkende skal glæde sig over lønstigningerne som følge af manglen på sygeplejersker.

»Vi mener, at landene bør sikre uddannelse af tilstrækkeligt mange sygeplejersker, sådan at der er ordentlige arbejdsforhold på hospitalerne. Og så mener vi selvfølgelig også, at sygeplejerskerne skal have en løn, der reflekterer værdien af det vigtige arbejde, de udfører,« siger Bryan Synnott fra EPSU, som DSR er medlem af.

Lønpresset fra den offentlige sektor ses i øvrigt i en række europæiske lande, hvor både togførere, sygeplejersker og politifolk har fået stadig sværere ved at få lønnen til at følge med over for stigende boligpriser og udgifter til opvarmning på grund af den høje oliepris.