Det sker efter koncertens tredje nummer. Michael Jackson , der præcis kl. 21 blev skudt op gennem Parkens scenegulv i et rumskib og trådte ud iført gylden brynjedragt, får nu diskret af et par scenefolk befriet underben og fødder for det bevægelseshæmmende harnisk. Til syne under brynjedragten kommer hans mest trofaste dansepartnere - de sorte hyttesko. Og selvfølgelig bærer Michael Jackson også denne aften hvide sokker.
Det er ikke blot et ligegyldigt image. De hvide sokker i de sorte sko fremhæver føddernes mirakuløse bevægelser hen over scenegulvet. Og blikket koncentreres yderligere om de livlige fødder på grund af Jacksons altid stumpede bukser, der aldrig når længere end til anklerne.
I »Wanna Be Starting Something« er der nu frihed til at lave høje benspark, som Michael Jackson generelt synes at have en forkærlighed for at lave med højre ben, ligesom han før sine utallige piroutte oftest krydser venstre ben bag højre. Han danser op til bassisten, der er kommet frem på scenen, skridter nonchalant hen over scenegulvet, laver ryk med skuldre, overarme og hoved og sidewalk med pludselige stop. Armene krydser hinanden foran kroppen i lodrette og vandrette linier, som gjorde han korsets tegn.
I den efterfølgende ballade »Stranger In Moscow« strømmer bevægelserne gennem hans krop i et kontinuert flow, og han går helt ned i tempo i sin slowmotion-rullen med skuldrene. Fascinerende udbygger han her sit kendingsmærke, moonwalk, som han allerede gjorde ansats til lige efter scenelandingen. Langsomt drejer han rundt i cirkel som på en roterende tallerken, inden han pist er forsvundet ned gennem gulvet igen for en kort stund.
Hvis den klassiske ballet har været kunstformen, hvor man har stræbt mod at skabe en illusion om det svævende menneske, så kan man tilsvarende sige at Michael Jackson har ført illusionen om det glidende menneske til perfektion gennem sin suveræne beherskelse af moonwalk-teknikken. Og den fik vi heldigvis at se mange gange i løbet af fredag aften.
Mest sublimt udført i »Billie Jean«, der ikke kun dansemæssigt var et af aftenens højdepunkter. Her så vi både moonwalk på stedet, baglæns og forlæns. I dette nummer, hvor Jackson nærvær omkring lyskeglen er så intenst, er han klædt i et af sine mest perfekte danseoutfit, der ud over de de sorte sko og hvide sokker inkluderer sorte bukser, hvid t-shirt, sort pailletjakke, den obligatoriske hvide handske på venstre hånd og sort borsalino-hat på hovedet. Det virker som om Michael Jackson næsten transcenderer over i en anden verden, når han danser, stærkest i de koreografier hvor han under skyggen af sin boarsalino går ind i en rolle.
Både i »Smooth Criminal« og »Dangerous« er vi tilbage i 1930'ernes gangsterverden i Chicago. Langbende, ladies med vifte og cigaretrør, klædt i rappe kjoler og højhælede sko skaber i »Smooth Criminal« tidsbilledet sammen med de mandlige dansere i nålestribet jakkesæt og gamacher. Og da Jackson med maskinpistol dukker op i hvidt jakkesæt og borsalino, laver han først en magisk skyggedans bag det hvide forhæng, inden han kaster sig ud i en utrolig velstruktureret ensembledans, hvor mændene hopper fremad i rytmiske ryk og som stive støtter læner sig længst muligt fremad med hælene i gulvet.
I »Dangerous« er gestus med at børste støv af jakkerne inkluderet i koreografien, der også bringer de kraftfulde mandsdansere helt ned at ligge på gulvet. Akrobatiske kast og utroligt aktive arme forenes med tunge, markante hovedryk til de dumpe rytmer i musikken. Bortset fra to numre er det Michael Jackson selv, der har stået for al koreogarafien til »HIStory-tour«. Men der er ingen tvivl om, at han har taget godt ved lære af koreografer som Michael Peters og Vincent Peterson, der har været involveret i flere af hans musikvideoer. Og under koncertens Motown- medley formår Michael Jackson at bringe dansen tilbage til en stil, der giver mindelser om koreografen Cholly Atkins koreografi til Motown-sangerne med danserne på lige række og hurtigt rullende underarme.
Under hele koncerten får vi gennem videoklip flashbacks til Michael Jacksons lange karriere inklusive forrygende danseklip og Jacksons yndlingsmetamorfose mellem menneske og dyr. De senere års militæragtige marchgang med høje knæløft og skarpe kantede bevægelser er de mindst interessante i hans koreografi; men da Tivoli-garden som hyldest til fødselaren kommer marcherende ind på scenen bliver koreograferet bevægelse kontra ikke-koreograferet bevægelse pludselig sat i perspektiv. Det er ikke blot konceptet i Michael Jackson HIStory-show, der er ærke amerikansk. Hele hans dansestil har dybe rødder i en amerikansk dansetradition, der bevæger sig fra musical og jazzdance over den fænomenale James Brown og Motown-koreografi til breakdance og nyere street-danseformer.
Intet er overladt til tilfældighederne når Michael Jackson går på scenen, og hans dansetrin udføres live med samme urokkelige præcission som på hans videoer. Forbavsende få gange så vi fredag aften Michael Jacksons yndede gestus med at tage sig selv i skridtet. Langtfra alle hans numre kan betragtes med lige stor interesse ud fra et dansemæssigt synspunkt; men han har en krop, hvor hver en muskel og celle vibrerer af musikalitet, når han bevæger sig og synger.
Michael Jackson var i absolut topform på sin 39-års fødselsdag, hvor lydkvaliteten af hans musik heldigvis også var bedre end den foregående koncert.
Michael Jackson , »HIStory«-tour«. Koreografi: Michael Jackson samt La Velle Smith og Travis Payne. Dansere: Michael Jackson samt La Velle Smith, Christan Judd, Stacy Walker, Anthony Talauega, Richmond Talauega of Faune Chambers. Parken , lørdag.
