Enhver terrorhandling har fra terroristens side altid en retfærdiggørende begrundelse. For fædrelandet, for friheden, for troen, for -ismen.
For os andre derimod, står det altid uklart: Hvad drev ham til at gøre det?
Netop det spørgsmål er kernen i Anders Riis-Hansens dokumentarfilm »Blekingegadebanden«, hvis største omdrejningspunkt – og journalistiske scoop – er, at det tidligere Blekingegadebandemedlem, Bo Weymann, for første gang står frem og fortæller sin historie. I hvert fald med ansigt på, for i Peter Øvig Knudsens to-bindsværk er Bo Weymann en af de vigtigste kilder, kaldet »Stemmen«. Og det skal også tilføjes, at Anders Riis-Hansens film helt klart står på skuldrene af Peter Øvig Knudsens omfattende research til bøgerne, hvilket Riis-Hansen heller ikke lægger skjul på.
Bo Weymanns beretning giver indblik i en terrorists selvretfærdige måde at tænke på. Den er et afskrækkende eksempel på, hvordan en velbegavet ung mand fra en typisk dansk middelklassefamilie kunne gå fra at være en medfølende idealist, der ville ændre verden og især de undertrykte tredjeverdenslandene, til at blive et radikaliseret medlem af en forhærdet aktivistgruppe, der begik væbnet kriminalitet »i den gode sags tjeneste«.
Fik nervesammenbrud
Det er først og fremmest gennem Bo Weymanns historie – og naturligvis også andre vidner og politiefterforskere, der var involveret – vi får oprullet begivenhederne, der førte til en række spektakulære røverier udført med militærisk præcision. Vi får også indblik i en dansk terrorcelle, der samarbejdede med den palæstinensiske befrielsesorganisation PFLP og angiveligt også en række øvrige terrororganisationer.
Det er historien om hvordan it-fyren, som er konsulent for Dansk Regnecentral (der ironisk nok lejlighedsvis løste opgaver for Rigspolitiet), via sin bror, Jan Weimann, kommer ind i kredsen omkring venstrefløjsideologen Gotfred Appel. Appel var ophavsmand til det senere KAK, indtil medlemmerne blev trætte af hans diktatoriske stil og smed ham ud. Det er også historien om, hvordan Bo Weymann er med til at planlægge kidnapningen af den svenske millionærsøn Jørn Rausing. Kidnapningen bliver ganske vist ikke gennemført, men giver alligevel Bo Weymann et nervesammenbrud og sår den første tvivl i hans sind, om gruppens metoder nu også virkelig retfærdiggør dens mål – at skaffe penge til PFLP. Det forhindrer ham dog ikke i at deltage i et efterfølgende røveri, men han når at træde ud af gruppen inden røveriet i Købmagergade i 1988, der som bekendt endte med drabet på en ung politibetjent og i sidste ende førte til gruppens anholdelse. Deriblandt også af Bo Weymann, som har afsonet syv års fængsel.
Elementært spændende
Indblikket i hele Blekingegadesagen er elementært spændende krimistof med vidtrækkende og relevante samfundsmæssige konsekvenser. Og Anders Riis-Hansen formår at holde spændingskurven ret høj det meste af filmen. Til hjælp er der brugt en del ressourcer på at rekonstruere flere centrale scener i forløbet, der da også virker særdeles autentiske, og der er i det hele taget stor visuel opfindsomhed til billeddækningen, som i dokumentarfilm ellers ofte kan være en smule tør.
Til gengæld er filmen på ingen måde et fyldestgørende værk for hele Blekingegadebande-sagen. Så det skal man ikke forvente. Der er, efter filmen, stadig en masse ubesvarede spørgsmål. Som for eksempel: Hvem skød politibetjenten? Et drab, der stadig står som en uopklaret skygge hen over de dømte medlemmer og som Bo Weyman fastholder, at han ikke kender svaret på.
»Blekingegadebanden« er i stedet historien fortalt i nedslagspunkter med hovedfokus på Bo Weymann, hvilket nu også virker som et udmærket valg af vinkel. Særligt når han så forsonende angrer og – måske næsten for velformuleret og sympatisk – kommer med den fortrydende udtalelse vi allerhelst vil høre fra en reformeret terrorist: Hvordan kunne jeg?
For det er ham, hans ansigt, der på tankevækkende vis minder os om, at terroristen kan ligne en ganske almindelig familiefar.
Se trailer for filmen her
