Det hårde liv i Kina

Situationen er hjerteskærende. Forældrene har i årevis knoklet som rasende for at sikre deres datter en god tilværelse, og nu bebrejder datteren dem i bitre vendinger, at de har svigtet hende og kun tænkt på at tjene penge.

Baggrunden for dette familiære drama er drastisk - i Kina arbejder ikke færre end 130 millioner mennesker i storbyerne og sender penge hjem til deres familier på landet, og det er den situation, der er emnet for Lixin Fans fremragende dokumentarfilm »Last Train Home«. Hr. og fru Zhang har i 16 år trællet på en fabrik i Guangzhou, mens datteren Quin på nu 17 år er vokset op hos en bedstemor i en landsby i Sichuan-provnsen. Filmens omdrejningspunkt er det kaos, der opstår under det kinesiske nytår, når de mange millioner migrantarbejdere alle vil hjem og besøge familien, og filmen rummer kolossale kontraster mellem rolig landskabelig skønhed og mareridtsagtige scener på overfyldte banegårde, hvor folk i dagevis har ventet på forsinkede tog. Man kommer til at elske DSB og Danmark i det hele taget, når man ser denne tankevækkende og bevægende film.