De seneste år har været hårde for de danske folkehøjskoler, der har måttet trækkes med svigtende elevsøgning og en betydelig ideologisk forvirring om, hvad de i grunden skal gøre godt for. Flere skoler har måttet dreje nøglen om, andre har kastet sig ud i opfindsomme projekter for at holde publikums interesse fangen og sikre den nøgne overlevelse.
Det gælder også den hæderkronede Krogerup Højskole nord for København, hvis forstander, Erik Boel, mener at have fundet de vises sten ved at satse på det islamiske segment. Til den ende har han knyttet den kendte islamist Mona Sheikh til lærerstaben, ligesom han med stolthed beretter om det bederum, som han for nylig har ladet indrette.
Mona Sheikh tiltrak sig første gang offentlighedens opmærksomhed, da hun for seks-syv år siden prøvede at gøre karriere i Det Radikale Venstre, samtidig med at hun som aktiv i den islamistiske bevægelse Minhaj ul-Quran havde tilsluttet sig en såkaldt »pagt«, som bl.a. forpligtede medlemmerne til at »leve og dø« for den internationale revolution baseret på Koranen, for »islams verdensomspændende sejr« og »genoprettelsen af islams overherredømme«.
Da det samtidig kom frem, at Minhaj ul-Qurans pakistanske leder i sit hjemland med held havde arbejdet på indførelsen af islamiske straffe for bl.a. blasfemi, blev det for meget selv for de tolerante radikale. I den akademiske verden tages hun derimod dybt alvorligt som ekspert i islam, tro og politik. Medierne betragter hende fortsat som en troværdig kilde til sand oplysning, selv om hun benægtede alt, hvad der kom frem om hendes ekstremistiske forbindelser. Krogerups forstander har åbenbart heller ikke haft betænkeligheder ved at hyre hende.
Netop i disse uger leder Mona Sheikh et større undervisningsprojekt om »Islam - tro, praksis, identitet og politik«, og i den forbindelse havde hun inviteret til debatmøde om politisk islam søndag den 21. januar. Som tilhørere var der udover højskolens elever ankommet mange muslimer, heriblandt medlemmer af den ekstremistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir, Det Islamiske Befrielsesparti, hvis leder har fået fængselsstraffe for at have truet danske jøder, og som justitsminister Lene Espersen nu atter har bedt rigsadvokaten undersøge med henblik på et eventuelt forbud.
Vi er kommet i besiddelse af en videooptagelse af dette debatarrangement, som fortjener større udbredelse. Ikke mindst som dokumentation for den danske kulturelites fortsatte knæfald for islamismen.
Noget tyder på, at forstander Erik Boel ikke har været helt stolt ved situationen. Således indledte han med at sige, at Krogerup - hvis første forstander var den legendariske demokratiforkæmper Hal Koch - var stiftet for at bekæmpe sin tids totalitære ideologier, nazismen, fascismen og kommunismen. Men dette udgangspunkt passede åbenbart fint med ansættelsen af en islamist, der havde lovet at bruge sit liv på at udbrede den islamiske totalitarisme.
Ifølge forstanderen var ekstreme muslimer og såkaldte »islamofober« lige slemme. De var lige gode om den påstand, at islam ikke kan forenes med demokrati, og det mente han absolut, at islam kunne. Man kunne bare se, hvor godt det gik med demokratiet i Tyrkiet.
Boel benyttede lejligheden til at fortælle om en nyskabelse på Krogerup Højskole: bederummet. Ligesom i eventyrene, der jo altid opererer med tallet tre - tre hunde i Fyrtøjet med øjne så store som henholdsvis tekopper, møllehjul og Rundetårn, eller de tre bjørne, de tre skåle med grød og de tre senge i eventyret om Guldlok - var Boel blevet opsøgt af tre elever med henholdsvis jødisk, kristen og muslimsk baggrund. De havde bedt om at få lov til at indrette det bederum, som Krogerup havde besluttet at lave. Det var et led i højskolens »progressive« tilpasning, der skulle gøre det muligt at tiltrække elever med en anden baggrund, end man hidtil havde set.
Til at belyse emnet religion og politik havde Mona Sheikh indbudt forkvinden for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan - en anden falleret radikal politiker, hvis karriere strandede, da hun ikke ville tage afstand fra den islamiske lov, shariaen.
Blandt de øvrige paneldeltagere var Aziz Fall, formand for foreningen Teranga Senegal og korrespondent for Radio France, og den fra Muhammed-krisen så berømte imam Ahmed Akkari, der snart bliver kandidat i pædagogisk sociologi og islamiske studier. Med i panelet var også Fatih Alev, medlem af Muslimer i Dialog og bestyrelsen for Islamisk-Kristent Studiecenter samt af European Muslim Network, der har Tariq Ramadan - her præsenteret som »islamolog«- som formand.
Det skulle snart vise sig, at det, som panelet havde at byde på, var en blanding af absurditeter og ekstremistiske påstande af den slags, som islamister excellerer i, specielt når de mener at være blandt venner.
Sherin Khankan lagde for med at rette et angreb på den yderste højrefløj, der havde hævdet, at islam og demokrati ikke kan forenes. Derefter kastede hun sig over et af sine yndlingsemner i den offentlige debat, nemlig forskellen på sekularisering og sekularisme, som det heller ikke lykkedes hende at forklare i denne omgang. Det blev heller ikke klart, hvad hun mente med sit ønske om at »afmystificere« de fordomme, der var forbundet med begrebet islamisme. Men meningen var vist nok, at vi må lære at opfatte islamismen og shariaen på en positiv måde.
Så var Fatih Alev i det mindste klarere i mælet. Han var trist over, at europæiske muslimer blev bedt om at skulle forholde sig til vestlige begreber, såsom sekularisering. Det var ikke et begreb, der spillede nogen rolle i Alevs eget liv. Han var åbenbart heller ikke specielt knyttet til den vestlige demokratiopfattelse, men påstod, at der findes forskellige demokratimodeller. I det islamiske samfund fastlægges lovrammen af Koranen og af profetens sædvane. Visse love kunne ændres, men andre love kunne befolkningen regne med altid ville gælde, ellers ville samfundet ikke være islamisk. Om det var det, Alev mente med andre demokratimodeller, fremgik ikke direkte, men sådan måtte det vel opfattes.
Den mest vestlige i sin tankegang var besynderligt nok senegaleseren Aziz Fall, der var glad for, at hans land havde arvet en sekulær tradition fra den franske kolonitid. Han ville ikke ganske afvise, at man kunne anvende dele af shariaen, men det skulle være i en tilpasset form. Han var nemlig ikke tilhænger af nogen islamisk stat.
Det var til gengæld Ahmed Akkari, der benyttede lejligheden til at beklage sig over, at han ikke var blevet inviteret tidligere. Han var også fortørnet over angreb på islamister og Hizb ut-Tahrir, ligesom han mente, at han selv havde været udsat for en heksejagt. I det hele taget var muslimerne under konstant angreb og levede under meget unaturlige forhold.
Det hang blandt andet sammen med, at den herskende ideologi, sekularismen, ikke ville lade islam få indflydelse på lovgivningen. Som muslim kunne han aldrig mene, at »det bedste styre er, når mennesker vælger alle deres love suverænt«. Allah havde nemlig fastlagt de generelle principper.
Uheldigvis var europæerne uvidende. Ganske vist havde muslimer civile rettigheder, borgerrettigheder, ret til kontanthjælp og SU, men »politiske rettigheder har vi ikke«. Han ville »have indflydelse som den muslim, jeg er« og roste »søster Mona«, der i sin tid i Det Radikale Venstre havde nægtet at afsværge shariaen.
Akkari ønskede en »muslimsk folkebevægelse«, der kunne reagere hver gang, en muslim blev undertrykt. Det ville også være langt bedre end en situation, hvor muslimer skulle sværge på»Grundloven og alt det løgn, der står der«.
Til sidst takkede Mona Sheikh for de lærerige og engagerede indlæg. Sherin Khankan nåede lige at gå i rette med Erik Boels positive bemærkninger om Tyrkiet, som ikke giver folk ret til at praktisere deres religion i det offentlige rum. Hun henviste i den forbindelse til landets vidtgående tørklædeforbud.
Når det gælder religionens plads i det offentlige rum, er Krogerup Højskole kommet langt videre end Tyrkiet. På Hal Kochs gamle skole er det nu blevet god tone at agitere mod det demokrati, han havde gjort det til sin livsopgave at forsvare.
Man må sandelig sige, at højskolen har fået en ny mission.
