»Det er svært at få øje på Børnenes København«

Forældrene i Dosseringens Vuggestue på Nørrebro har til morgen taget sagen i egen hånd og viser deres utilfredshed over besparelser ved at blokere vuggestuen. 20 institutioner er i dag blokeret.

Pædagoger i kulden foran Dosseringens Vuggestue, der er blokeret af forældre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Grønvald Raun
Det sorte banner foran Dosseringens Vuggestue på Nørrebro er ikke til at misforstå: ”Forældre-blokade mod vanvittige besparelser”. En gruppe pædagoger varmer sig på kaffe. De sidder udenfor vuggestuen - arbejde er der ikke noget af i dag.

Din mening: Er blokaderne ok?

Forældre fra Dosseringens Vuggestue har siden kvart over seks i morges blokeret indgangen til vuggestuen i protest mod udsigten til besparelser på børneområdet. I opgangen sidder forældre og holder vagt, ingen pædagoger slipper forbi – de prøver skam heller ikke, men spørger pænt om stole, så de igen kan trække udenfor.

Hvad skete der med 'Børnenes København'?

Forældrene er bekymrede. Skuffede. De varslede besparelser er simpelthen ikke godt nok, synes aktionsgruppen af forældre.

- Det er svært at få øje på Børnenes København i besparelserne, lyder det fra forældregruppen.

- Ved den her blokade viser vi, at vi er utilfredse med besparelserne, siger Jacob Glit Jensen

- Vi viser, at vi bryder os om vores børn – vi har nogle knalddygtige pædagoger, som vi er glade for. Så det er også det er også en måde at sympatisere med de folk, der har med vores børn at gøre i hverdagen, siger han.

To pædagoger til 13 børn

Dosseringens Vuggestue ligger på 1. og 2. sal, og helt konkret vil besparelser betyde, at der efter klokken 12 kun vil være to pædagoger til 13 børn på hver stue. Derfor vil børnene ifølge forældrene komme sjældnere ud, og der vil være mindre opmærksomhed til hvert barn.

- Det er frustrerende som forælder at være vidne til pædagoger, der ikke kan udføre det gode arbejde, som de gerne vil. Fordi der simpelthen ikke er tid til det, siger en anden forælder, Michala Heering Brinck.

Børnene betaler prisen

Anne Berg er pædagog i Dosseringens Vuggestue. Selv om hun ikke kan komme på arbejde i dag, er hun glad for forældrenes blokade:

- Forældrene kan se, hvor seriøst det her er. Hvis der skal skæres mere ned, så føler jeg ikke, at jeg kan tage ansvar for mit arbejde. Pædagogerne kan altid være hurtigere og blive nogle sure løg. Men det er børnene, der betaler prisen. De bliver hverken set eller hørt, hvis der bliver skåret mere ned, siger hun.

Indtil videre er der ingen forældre, der har bevæget sig forgæves ud i kulden for at aflevere børn i den blokerede institution. Blokaden er ubelejlig, ja, men der har ikke været modstand i forældregruppen mod den, fortæller Jacob Glit Jensen.

Aktionsgruppen ved endnu ikke, om der vil være komme flere forældreblokader. De håber stadig at besparelserne bliver taget af bordet og afventer derfor politikernes næste træk.

Lederne demonstrerer også

Det er ikke kun forældrene, der i dag udtrykker deres frustration. Klokken 12 mødes pædagogiske ledere fra institutioner på Nørrebro og bevæger sig i samlet flok mod Rådhuset, hvor de klokken 13 vil aflevere deres institutionsnøgler og en resolution til Børne- og Ungdomsudvalget for at pointere, at de ikke længere kan tage ansvar for det gode børneliv i København. Det fortæller afdelingsleder i Dosseringens Vuggestue Jeanette Thillerup.

En løsning skal findes

Børne- og ungdomsudvalget i København har skullet finde besparelser på 257 millioner kroner på børne- og ungeområdet. De fleste af dem er fundet, men 47,7 millioner mangler stadig at blive udmøntet. Og det er her stridens kerne skal findes.

I budgetforliget er den ordning, som giver tilskud til institutioner med svære fysiske forhold. Det kan for eksempel være en institution med mange trapper, eller hvor legepladsen ligger længere væk. Udvalget ville sløjfe denne ordning. Men efter tirsdagens strejke har flere medlemmer droppet kompensationsordningen som mulighed.

Børne- og ungdomsudvalget holder møde i dag klokken 12 for at finde frem til en løsning.