Bondam beklager økonomikoks

Klaus Bondam beklager, at der ikke har været styr på økonomistyringen i Teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Revisions-rapporten om økonomistyringen i Bondams forvaltning får nu borgmesteren til at beklage. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (Rad. V.) beklager nu, at der igennem længere tid ikke har været styr på økonomistyringen i hans forvaltning i Københavns Kommune. Det sker på baggrund af en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte, som Berlingske Tidende har fået aktindsigt i.

- Det er meget beklageligt, at økonomistyringen i Teknik- og Miljøforvaltningen har været på et uacceptabelt niveau. Forvaltningen har selv været opmærksom på det, inden Deloittes rapport kom ud, og de har handlet hurtigt og professionelt, da problemerne blev opdaget. Deloitte har i rapporten kvitteret for det arbejde, der er sat i gang," siger Klaus Bondam i en pressemeddelelse.

Klaus Bondam påpeger, at arbejdet med at rette op på den mangelfulde økonomistyring har været i gang længe.

- Teknik- og Miljøforvaltningen har været i gang med oprydningen i mere end et år nu og forventer at komme i mål med regnskabet for 2009. Der er et stort oprydningsarbejde i gang, som bliver fulgt tæt både af interne og eksterne revisorer. Forvaltningen har i arbejdet opdaget økonomiske problemer, der bl.a. stammer helt tilbage fra før min borgmestertid. Vi skal sikre, at dette ikke kan ske igen, siger Klaus Bondam i pressemeddelelsen.