Ubevidst rødgang betyder på vejdirektoratsprog, at man uden at tænke sig om følger i hælene på en anden over for rødt lys. I overført betydning handler det naturligvis om, at man søvngængeragtigt følger tidens troppegang uden selv at forholde sig til signalerne, og så passer det jo meget godt, at en del af ungdommen i de tidlige 70ere, som Lars Frosts nye roman, »Ubevidst rødgang«, udspiller sig i, havde netop denne ukritiske rød-drejning!
Lars Frosts forrige roman var en »knaldroman« med mord, sex og biljagt. Den nye roman er en »ingeniørroman«, hvilket indbefatter en hel del dansk bro-historie samt lange referater af samtaler om Venedigs stadigt synkende tilstand. Ud over det handler romanen om ingeniør Erik og kone Grete, et ægtepar først i 70erne, som lever i det nye danske velfærdssmørhul. Erik læser højt fra aviserne om verdens seneste katastrofer, Grete sværger til Mad&Gæster, de går i Magasin og tager den store beslutning at købe en grill. Vi møder Eriks brødre, henholdsvis landmanden og ham, der aldrig rigtig blev til noget, den lidt for smarte eks-kollega John, og så er der sønnen Arne. Det er ham, der går rødgang. Det gør han i Rom, hvor Erik befinder sig i anden halvdel af romanen, undergået en transformation fra middelklassedansker til elegant flanør.
Det er ikke kun Erik, der har forandret sig: Hvor romanens første halvdel var på det jævne og psykologisk sammenhængende niveau, er anden halvdel en form for rødgang ud i en udsyret våd ingeniørdrøm. Og så kan Frost ikke dy sig for at hælde lidt James Bond-bådjagt på suppen til sidst, det gør sig godt, både i Venedig og på Capri.
Lars Frost har smidt sin lidt kælne tone ud og arbejdet bevidst med i første halvdel at få en 70er-sound af stille (rungende kedsommelige) villaveje frem, hvilket er lykkedes ham til fulde. Ironien er tyk, men et sted er fortvivlelsen det også. For hvad førte det hele til, velfærdsstatens bedste af alle verdener, drømmene, visionerne? Erik svarer, vel hjemme hos Grete igen: »Mennesket er en ynkelig ting. En unyttig ting. En overflødig ting«. Lars Frosts roman er skrevet af en netop fyldt 35-årig (tillykke) forfatter og handler om de år, hans egen generation kom til verden. År, hvor visionerne var mange, både de samfundsomvæltende og de ingeniørmæssige. Men bortset fra Fiskebækbroen, der kollapsede i 1972, inden den overhovedet var åbnet, var det broerne, der holdt! Det kan man så selv tænke videre over.
