Flere bliver røvet på gaden i København

I årets første seks måneder har Københavns Politi registreret et markant højere antal gaderøverier end sidste år. Ofte huserer grupper i særlige områder, fortæller politiet.

Området omkring Nørreport Station var i en periode særligt plaget af gaderøvere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Natten til onsdag blev en mand berøvet midt på Vesterbrogade. Han blev truet med kniv til at udlevere sin mobiltelefon og 100 kroner. Mandag i sidste uge gik det ud over en mand på en rulletrappe på Hovedbanegården. Gerningsmanden truede med, at han »havde en gøb (skydevåben red.)« og frarøvede ofret en mobiltelefon.

Gaderøverier er nærmest blevet hverdag i hovedstaden – i løbet af årets første seks måneder er der blevet anmeldt over to gaderøverier dagligt, 498 i alt, viser tal fra Afdelingen for Operativ Planlægning og Analyse i Københavns Politi.

Og det er et væsentligt højere tal end sidste år. I løbet af hele 2008 blev der i hovedstaden anmeldt 660 gaderøverier, så hvis udviklingen i år fortsætter, vil det betyde en stigning på over 50 procent.

Væsentlig stigning
Politikommissær Kaj Folke fra Station Bellahøj genkender tendensen – i Bellahøjs område er det i øjeblikket især omkring Nørrebro Station og Nørrebros Runddel, at der sker mange gaderøverier.

»Vi har i år haft en væsentlig stigning i antallet af røverier, herunder også røverier på gaden. Der er enkelte områder i byen, der med mellemrum har en bande, der hærger, og når vi så får fat i den bande, så stopper det naturligvis. Men så vil der typisk være en ny gruppe gerningsmænd, der tager over relativt kort tid efter,« fortæller politikommissæren.

Også hos Station City har man mærket en stigning, men dog af lidt mindre omfang, og ifølge vicepolitiinspektør Oscar Brandt Lassen skyldes den, at to områder – Ørstedsparken og kvarteret i Indre By omkring Nørreport Station – i en periode var særligt hærgede.

»Vi havde nogle grupper af unge, der huserede i disse bestemte områder, og som stod for en hel del af de her gaderøverier. Efter vi fik fat i dem, fik vi sat en stopper for det,« forklarer han.

Han har mødt tilfælde, hvor unge helt ned til 10-12 års alderen er blevet truet med tæsk af ældre unge til at aflevere mobiltelefoner, hævekort osv. Og også fra Bellahøj lyder meldingen, at det sædvanligvis er unge mennesker i flok, der overfalder andre unge for udbytte, der må anses for at være i »småtingsafdelingen«.

Begge politifolk fortæller, at der også er tilfælde, hvor røverne benytter sig af mere end verbale trusler – måske truer med et våben eller decideret udøver vold – men det er ikke det almindelige billede. Ud af de 231 gaderøverier, som station City har registreret i år til dato, er det kun fire af dem, der går under betegnelsen »særligt farlige røverier«.

Winnie Walløe, der leder offerrådgivningen i Hovedstadens Røde Kors, har også mærket en »væsentlig stigning« i henvendelser om gaderøverier.

»Der foregår mere på gaden nu. For ofrene er det helt klart utrygheden, der betyder noget, og så den krænkelse, som man er udsat for. Det er også et problem, at nogen ofre ikke synes, at de får hjælp fra forbipasserende. Det kan godt være, at en lille dame ikke kan gribe ind over for en voldshandling, men man kan i hvert fald slå alarm og komme ofret til hjælp efterfølgende,« siger Winnie Walløe.

Hun tilføjer, at det store fokus på gaderøverier og vold i medierne og den offentlige debat rent faktisk kan være med til at forstærke ofrenes reaktion og angst i situationerne, fordi »man har hørt så meget om det«.