Det minder ikke om så meget andet, hvilket jo ikke behøver at være nogen ubetinget fordel. Men det er det i nærværende tilfælde. Her betyder det nemlig kunstnerisk identitet, stil og konsekvens.
Som mange vil vide, har sangerinden Caroline Henderson siden midten af 1990erne været vidt omkring i diverse musikalske universer. Nu udsender hun sin ottende CD i eget navn, og det er fjerde gang, hun satser på jazzen. Det betyder dog langt fra, at hun er blevet ensporet. Tværtimod – med sine jazz-udgivelser har hun i høj grad fået vist hele sit register – både det emotionelle og det tekniske.
Undertiden har hun nok villet lidt for meget, men med »No. 8« falder tingene smukt på plads. Alt er i ét univers. Og det til trods for, at pladens 13 sange er plukket med en stor genremæssig spredning – fra pop, rock, folkemusik, film og musical. Og det ender så med at blive til jazz. Ikke fordi musikken swinger – for det gør den faktisk ikke – sådan i almen forstand. Den virker generelt meget statisk – ofte med en puls, der synes tæt på at gå i opløsning. Men den organiske lyd og de udefinerlige spændinger mellem stemme og instrumenter signalerer jazz i ordets bedste betydning. Og dertil er melankoli og bittersødme et par stærke fællesnævnere.
Bassisten Anders Christensen, der både som instrumentalist og producer er en central figur, omgiver sig med de to brødre Hess, Nikolaj ved tangenterne og Mikkel ved trommerne, og det er denne basis-gruppe, der leverer det lidt tunge og det lidt skæve – men også meget livgivende og meget fascinerende – fundament.
Tonen slås an med den folkemusikalske »Ribbon Bow«, hvor Caroline Henderson formidler den sørgmodige sang – rent, smukt og troværdigt. Alt virker umiddelbart roligt og neddæmpet, men urkræfterne lurer – og sådan bliver det bare ved.
»Bang Bang« er en lidt grotesk sang, som den amerikanske sangerinde Cher hittede med for 42 år siden. Den får sig en ny, dramatisk og realistisk drejning, indspundet af lidt korsang og ikke mindst af de tre blæsere, trompetisten Lars Vissing, basunisten Mads Hyhne og klarinettisten Peter Fuglsang, der spiller i en sær udisciplineret New Orleans-stil.
Kærlig behandling
I tre numre er Butch Lacy arrangør for blæserne, og særligt markant i George & Ira Gershwins udødelige »But Not For Me«, hvor Anders Christensen leverer et sejt fremadskridende basspil, mens Caroline Henderson fortolker som om, det alt sammen var hendes eget. Det samme er tilfældet i et andet Gershwin-mesterværk, »It Ain’t Necessarily So«, hvor tempo og stemme holdes nede på en måde, der i sjældent grad giver klarhed i ord og toner.
Også andre af de store amerikanske sangskrivere får sig en kærlig behandling. Sangerinden holder en fin kølig distance i Cole Porters »I Concentrate On You«, og der er ingen nemme løsninger i Irving Berlins vemodige »I Got Lost In His Arms«. Ganske spændende er »Everywhere«, som Anders Christensen, Mikkel Hess og Caroline Henderson har skrevet, og som er en lidt sær, både dekadent og surrealistisk, vals. Og så står sangerinden – med en stærk blæser-ledsagelse – for en flot inciterende og insisterende opbygning af Nick Drakes fremragende »Riverman«.
Caroline Henderson har – meget modigt – fravalgt al løssluppenhed, hvilket da også kommer til udtryk i »When You’re Smiling«, en populær og naivistisk opmuntringssang fra de økonomisk depressive 1930ere. Her er en lille hilsen til salig Billie Holiday, i hvis version fra 1938 tenorsaxofonisten Lester Young spiller en mindeværdig solo. Den har Peter Fuglsang transskriberet til en gang unisont blæs, der glider ind i den gode strøm af livsbekræftende bittersødme.
