Martin Krasnik er en af sin generations mest begavede journalister. Men at tro på Gud svarer for ham til at tro på at »der hinsides stratosfæren flyver et kæmpestort lyserødt badedyr rundt og passer på os alle sammen« (Berlingske Tidende 30. januar). Malene Busk er måske en af sin generations mest begavede idéhistorikere.
Alligevel ved hun ikke, at teologi i Danmark er en akademisk uddannelse. Faktisk var det en teologisk professor, Johannes Sløk, der i sin tid oprettede hendes eget fag ved Aarhus Universitet. Hun sidder i Deadline (30. januar) og siger, at man jo ikke behøver have indsigt i etik, bare fordi man er »uddannet i at lave dåbsritualer«. Altså: For det første bliver teologer på universitetet ikke uddannet i at forrette ritualer. Det lærer de på Pastoralseminariet, hvis de skal ud at være præster.
For det andet må de sgu ikke lave ritualerne selv. Så kan det nok være, at de får en præstesag på halsen. Ritualerne er der ligesom i forvejen.
Speciel og uovertruffen
Det er fint nok med religionskritik i det offentlige rum. Men den er desværre ikke altid for kvik. Man kan få lyst til at sønderrive sine klæder i fortvivlelse over dumhederne, men tøv, hold inde, der er en anden mulighed. Køb og læs straks den nye bog af Ole Jensen om K.E. Løgstrup. Og tag et livsaligt frikvarter fra de gudløses soppebassin med deres selvoppustede badedyr.
Der er skrevet mange bøger og afhandlinger om Løgstrup, også mange introduktioner. Det, der gør denne bog speciel og uovertruffen, er ikke bare, at vi får langt flere biografiske detaljer om Løgstrup og hans liv, end jeg før har set. Det er heller ikke bare, at Ole Jensen har kendt Løgstrup så godt, at han har kæmpet med hele vejen - lidt som en adjudant, der kan være med til at trække en cykel-kaptajn gennem Tour de France. Det er heller ikke det, at den som introduktion er skrevet med stort overblik og engagement og lægger nogle meget klare linjeføringer gennem det enorme og mangesidede tekstkorpus. Det specielle og uovertrufne er, at alle disse ting går op i en højere enhed, således at bogen med rette kan bære sin lidt ejendommelige undertitel »Historien om K.E. Løgstrup«. For Ole Jensen hænger det hele sammen, og det kommer det også til for læseren.
Han skriver i denne bog med alderens overskud. Det er tid til at finde ind til sagens kerne, uden overflødige forbehold og svinkeærinder. På side 186 har han ligefrem tegnet kristendommen! Nok er den svær, men ufremstillelig er den altså ikke. Bogen vil næppe overbevise de filosoffer og teologer, der er kronisk skeptiske over for Løgstrup. Men de kan alligevel aldrig overbevises af nogen type fremstilling.
Det afgørende redelige ved denne bog er, at der hele tiden bliver markeret tydelige frakørsler, hvor man kan stå af, hvis man ikke vil følge mesteren og hans lærling i deres seje tråd helt op til tinden på forklarelsens bjerg.
Individuel hobby
Det, der slår én, når man læser bogen, er, hvor anderledes talen om religion er i disse år, i forhold til dengang Løgstrup levede og virkede. Religionen interesserede Løgstrup som livsvisdom (han kaldte det fænomenologisk analyse). Kristendommen rummede universelle indsigter, som man også kunne finde i andre religioner, i filosofi, kunst og i den almindelige, daglige erfaring. Disse indsigter kunne så tolkes og analyseres mere systematisk i filosofi og religionsfilosofi, og de kunne så til sidst tydes i religiøs retning, ud fra dogmerne og de bibelske tekster og forkyndes i kirken. Denne opstigen fra det almene til det særlige er næsten umulig at forstå i dag, hvor religion anskues enten som en individuel hobby (en livsstil) eller som en gruppes kulturelle klassifikation af verden (en kode, et fortolkningssystem).
Religion opfattes som en færdig pakke med et eller andet bizart indhold, halvt perversion, halvt rollespil, og derfor må den selvfølgelig ikke »fylde for meget i det offentlige rum«.
Løgstrup ville have undret sig såre over denne privatisering og mærkværdiggørelse af religionen. For ham var kristen tro er en særlig måde at tyde erfaringer og oplevelser på, som er fælles for alle. Løgstrup tilhørte en generation af teologer, der havde fået religionskritikken helt ind under huden og derfor måtte tænke kristendommen igennem igen helt fra grunden af. Tro var uforenelig med tvang. Man skulle derfor ikke pådutte andre sin tro, men man skulle nok så vigtigt heller ikke pådutte sig selv en tro, hvis man derved gjorde vold på sin fornuft, sin moral og hele sin livsforståelse. Tro kan kun trives og modtages i forståelse og frihed. Derfor er den heller ikke fremmed over for fornuften. I det stykke var Løgstrup nok mere på linje med den katolske kirke end med Kierkegaard og hans paradokser.
Tilbyder en lære
Kristendommen tyder oplevelser, vi alle kan gøre os. Men den tænker også, understreger Løgstrup og Ole Jensen giver det et ekstra tryk, fordi han ved, at mange kritikere bevidst misforstår Løgstrup som en form for dyrker af positive oplevelser. Den tilbyder en lære.
Den opfanger metafysiske spørgsmål og svarer tænkende på dem, samtidig med at den giver disse tanker - læren - meditativ, gentagelig, oplevelig form i ritualet, i gudstjenesten.
Den slags kan man vælge at opfatte som dumhed, fanatisme, virkelighedsflugt, lyserøde badedyr eller »transcendente sutteklude« (Malene Busk). Man kan også mene, at religion findes, fordi »Livet er en gåde - og løsningen står på bagsiden« (Storm P. citeret af Ole Jensen). Måske er religion tilmed kommet for at blive, og måske kan man derfor lige så godt først som sidst bringe religionskritikken ud af badeland.
