Årets klassiske udgivelser. Ti af de bedste!

Strømmen af indspilninger og bøger om klassisk musik fortsatte gennem 2018. Ofte med en spændende drejning mod knap så kendte stykker eller mod alternative fortolkninger af de kendte.

Yuja Wang fra Kina er en af klodens mest spændende klavervirtuoser lige nu og har allerede et gigantisk repertoire – også med nyere og mere krævende ting. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Mihailescu/AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Bernstein med frygt og bæven

Leonard Bernstein ville være fyldt 100 i år og lever videre i manges hjerter: Han forenede dirigentens autoritet med filmstjernens karisma og fandt vej til millioner af hjem gennem sine indspilninger. Men hvor godt kender vi hans egen musik? Stykker som »Candide«, »Wonderful Town« og verdenssuccesen »West Side Story« viser ham kun fra den ene side. Den rutinerede nodelæser skabte lige så megen musik med klassisk profil og kan i de tilfælde virke decideret dyster – som et ekko af Igor Stravinsky det ene øjeblik og George Gershwin det andet. »Age of Anxiety« fra slutningen af 1940erne er en slags symfoni med klaversolist og har nogle af de smukkeste steder i hele århundredet. Hør den med Berlinerfilharmonikerne flankeret af Simon Rattle på dirigentpodiet og Krystian Zimerman ved klaveret og bliv klogere på en af efterkrigstidens største musikskikkelser.

 

2. Holten gør det igen

Verdens bedste sange har altid været hjemlandets vemodige: Man får både en enkel og letfattelig musik samt digtene på det elskede modersmål. DR VokalEnsemblet under ledelse af Bo Holten tager perlerne fra den danske sangskat med dannede stemmer og ophøjet ro. Når man har hørt »Nu lyser løv i lunde«, »En yndig og frydefuld sommertid«, »Sig nærmer tiden« og hele to versioner af »Der er ingenting i verden så stille som sne«, er man for længst blevet helt national i hovedet.

 

3. Holliger i fuld fart

Ikke så få kendere vil løfte et øjenbryn: Franz Schuberts »store« symfoni kaldes for nummer otte! Men jo: Det seneste katalog over romantikerens værker har rent faktisk byttet om på rækkefølgen et par steder. Kammerorchester Basel under ledelse af Heinz Holliger er i gang med en samlet indspilning af hans orkesterværker og spiller nummer otte med fornem formning af de enkelte melodier og en ret så underholdende friskhed i farten.

 

4. CoCo så sødt som i gamle dage

Gamle stykker på gamle instrumenter skal ikke længere gå over stok og sten. Senere indspilninger af eksempelvis Johann Sebastian Bachs musik er som regel holdt i en anderledes kultiveret stil. Når man hører Concerto Copenhagen under ledelse af herlige Lars Ulrik Mortensen spille de seks »Brandenburg-koncerter« med piccoloviolin og hele pivtøjet, får man faktisk lidt den ellers dybt bedagede optagelse med Festival Strings Lucerne i tankerne – hvilket føles berigende fra ende til anden.

 

5. Pärt uden pop

Arvo Pärt vandt mange hjerter med tyste værker som »Fratres« og »Spiegel im Spiegel« for en generation siden. Den estiske komponist fik for eksempel Sonnings Musikpris i 2008 og skrev autografer midt i København som en anden rockstjerne. Indspilningen af minimalistens symfonier for stort orkester vil ikke få helt så mange i tale og kunne måske endda skuffe en fan eller to. Prøv alligevel: Tag afsæt i den relativt traditionelle nummer tre og måske nummer fire med titlen »Los Angeles« – og mød en komponist i stadig udvikling og helt uden vilje til poppede kompromiser.

 

6. Endelig ord om August og Ludolf

At høre musik og læse om musik kan være lidt det samme: Man føler sig i dannet selskab og deler oplevelsen af noget fint og ordentligt. Det glimrende forlag ved navn Multivers har søsat en lille serie om Danmarks knap så kendte komponister. Serien åbnede for få uger siden med Steen Chr. Steensens portræt af operakomponisten August Enna og Jens Cornelius' portræt af romantiske Ludolf Nielsen og tegner lovende: Man får historierne om de glemte kunstnere og deres fascinerende tid omkring forrige århundredskifte – alt sammen med fokus på både det solide forarbejde og den tidssvarende formidling.

 

7. Bachs æble faldt ikke langt fra stammen

Carl Philipp Emanuel Bach har tabt terræn til faderen Johann Sebastian i de senere år. Den halvglemte tysker kan føles lidt som tungen ud ad vinduet eller varm luft over en radiator. Altså lige indtil man hører russeren Alexei Lubimov spille hans stykker på det cembalo-agtige tangentklaver fra 1794. Komponistens vildtvoksende fantasier viser sig igen og igen som en optakt til selveste Beethovens sonater og kunne meget vel have en større revival i vente.

 

8. ... nu med Andreas på accordion

Albummet her vil kræve en overvindelse for mange. Det vinder til gengæld ved genhør og ligner alt i alt en af årets mest interessante udgivelser: Johann Sebastian Bachs eviggrønne cembaloværk fra 1741 med tilnavnet »Goldbergvariationerne« spillet af Andreas Borregaard på accordion. Hvis man kender de skønne variationer med »Bro Bro Brille« til sidst fra Glenn Goulds fantastiske indspilninger, har man mange overraskelser og flere chokeffekter i vente. Accordion er en harmonika og dermed en slags orgel med muligheder for vejrtrækning og store forskelle i lydstyrken – hvorfor værket med ét kan virke så omskifteligt som et levende væsen. Men man vænner sig forbløffende hurtigt til lyden. Den største forskel i længden handler faktisk om noget helt andet: Om danske Andreas' relativt langsomme fart og kompromisløse inderlighed i de fleste satser.

 

9. Godt gået, Hilary!

Johann Sebastian Bach med romantisk vibrato og hele udtrækket? Ikke så få kritikere ville som regel hellere have veer i den aktive udvidelsesfase. Men når Hilary Hahn kaster sig ud i de første solosonater, tænker man ikke et sekund på alle forbeholdene. Og nok så afgørende: Stykkerne savner på intet tidspunkt flere instrumenter – simpelthen fordi den amerikanske violinvirtuos har så megen bredde og så mange lag i sit spil.

 

10. Yuja og de vise mænd fra øst

»Stakkels pige! Ingen penge til tøj!« Yuja Wang har lagt øre til meget gennem årene. Kritikere over hele kloden har kritiseret hendes glamour og halve nøgenhed på scenen. Den kinesiskfødte verdensstjerne hører ikke desto mindre til klassisk musiks stærkeste kort lige nu – og til de allermest modige i valg af program. “The Berlin Recital” er to timers musik fra det 20. århundrede med al dets oprør og avantgardisme: Man får alt fra russerne Rakhmaninov, Scriabin og Prokofjev til et par af ungarske György Ligetis fineste ting. Og selv om man ikke måtte føle sig klar til moderne stykker overhovedet, vil man blive fanget af Yujas virtuose og permanent udtryksfulde spil.