Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Gesualdo: Gal morder, genial komponist

Den italienske renæssancekomponist Gesualdo var i århundreder mest kendt for at have slået sin hustru og dennes elsker ihjel, men i dag kan man holde værk og liv adskilt og har fået øre for hans geniale og sært moderne kompositioner.

Det danske ensemble Musica Ficta med komponist Bo Holten (tv). Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen

Gesualdo. En oktobernat i 1590 fandt et bestialsk dobbeltmord sted i et palæ i Napoli. En ung smuk kvinde, Marie d’Avalos, blev sammen med sin elsker myrdet af hendes jaloux ægtemand og dennes tre håndlangere.

Den officielle mordrapport berettede om to lig, der var gennemperforerede af sværdhug så dybe, at det havde sat mærker i gulvet. Ægtemanden var den kun 24 år gamle Carlo Gesualdo. Han var ikke bare prins af Venosa, han var en af Italiens rigeste mænd.

Kvindelig utroskab i Syditalien blev straffet med æresdrab. Hændelsen blev århundredets skandalehistorie på grund af ægtemandens bloddryppende hævn. Rygterne gik, at ligene var blevet kastet ned på gaden.

Portrætter af Gesualdo viser en tynd mand med forkrampede træk, vigende øjne og blege, valne fingre, der knuger en bog. Måske en af de bøger, han fik trykt et par år før sin død. I alt seks bøger med selvkomponerede madrigaler.

Disse madrigaler er årsagen til en tredages festival midt i september i en landsby, der bærer hans navn. Gesualdo ligger på et højdedrag 100 km nordøst for Napoli i et smilende, bakket landskab. Den lille middelalderby står på den anden ende. En rød løber smykker vejen op til Gesualdos slot, hvor det hele foregår, og om aftenen lyser stearinlys som ledestjerner. Stemningsfuldt under den natblå himmel.

Diverse Gesualdo-specialister, musikere og middelalderhistorikere er hidkaldt for at give deres vinkel på hans musik. Hovednavnet er dog det danske ensemble, Musica Ficta, med komponist Bo Holten. En cadeau, der ville svare til, at et italiensk kor blev indbudt som ypperste fortolker af Carl Nielsen.

Nyt ulykkeligt ægteskab

Holten har ydet en stor indsats for at give Gesualdo en musikalsk renæssance, blandt andet komponeret en opera om Gesualdo med libretto af Eva Sommestad Holten. Holten er langtfra ene om at have fundet inspiration i Gesualdos musikalske univers.

Stravinsky var én blandt flere i det 20. århundrede. Stravinsky hentede stof til egne kompositioner allevegne, hos Bach, Pergolesi, selv i jazzmusikken. Når han skal nævnes her, er det fordi han i 1960 komponerede Le Monumentum pro Gesualdo og senere skrev forordet til den autoriserede Gesualdo-biografi af musikhistorikeren Glenn Watkins. Frank Zappa fremhæver Gesualdo som en af sine væsentligste inspirationskilder.

Efter mordskandalen flyttede Gesualdo op til slottet i Gesualdo, angiveligt af frygt for hævnakter fra de myrdedes familier. I februar 1595 indgik han et nyt arrangeret ægteskab med Donna Leonora d’Este fra den indflydelsesrige familie d’Este i byen Ferrara i Norditalien. Ægteskabet var ulykkeligt; det hed sig, at Gesualdo var voldelig mod sin anden hustru og havde elskerinder boende under samme tag.

Musikalsk blev alliancen med d’este-familien afgørende for Gesualdo. Allerede som barn havde han fået undervisning i spil og komposition. I Ferrara var der et sprudlende åndsliv af malere, litterater, madrigalsangere, musikere og komponister, og Gesualdo var som en ål i mudder i de to år, han boede der: Ifølge datidens kilder talte han musik morgen, middag og aften.

Allerede i 1585 havde Gesualdo komponeret sine første madrigaler, men kombinationen Gesualdo-Ferrara var med Bo Holtens ord »som at sætte en tændstik til en gasbeholder«. Her komponerede han madrigalerne i bog 5 og 6, der posthumt gav ham en plads i musikhistorien. Hans produktive periode varede ti år til 1595.

Lørdag aften indledes programmet af et par sprænglærde - og lange - foredrag. Da Musica Ficta-ensemblet omsider kommer til, er mørket krøbet hen over den åbne slotsgård, hvor et tætpakket publikum virker noget udmattet. Forinden er jeg af en fransk musikproducer blevet belært om, at madrigaler er umulige at synge i det fri. Men da Musica Ficta sætter i med de klangmæssigt moderne madrigaler, vågner italienerne op til dåd og råber »Bravi!«

Sin egen herre

Madrigalen var den hotteste verdslige musikalske udtryksform i senrenæssancen. Genren var opstået i Italien, men havde tråde bagud til den fransk-nederlandske verdslige sangtradition.

Madrigaler er flerstemmige og solistiske. Som noget nyt influerede teksten på melodien - det var en perioden omkring operaens fødsel - men der var grænser for, hvor vidt man kunne gå rent kompositorisk. Disse grænser brød Gesualdo imidlertid i sine sidste madrigaler med kromatik og uventede harmonier, der smyger sig op ad hinanden.

Gesualdo havde fået en søn med sin første hustru, der var tre år ved sin mors død. Med Leonora fik han endnu en søn, der døde som spæd. Efter sønnens død blev Gesualdo som hjemsøgt af dæmoner. Så han sønnens død som Guds straf?

I hvert fald underkastede hans sig lange seancer med flagellantisme, hvor en 10-12 unge mænd blev hidkaldt for at piske ham til blods. Selvpiskning var stadig udbredt i renæssancen, men Watkins udelukker ikke en masochistisk trang, som alt andet lige genfindes i hans tekster, der mest handler om død, pinsler og smerte.

En del musikhistorikere har gerne villet se en forbindelse mellem værk og liv i Gesualdos kompositioner. Uanset hvad, kan enhver, der læser hans madrigaltekster, konstatere, at de ikke just er en ode til glæden. I en af hans berømteste madrigaler Moro lasso hedder det: »Oh, smertefulde skæbne, den, der kan give mig liv, ak, giver mig døden.«

I 1613 døde hans søn af første ægteskab, og Gesualdo var dermed barnløs. Han isolerede sig i sorg og døde to uger efter, 47 år gammel. To år forinden fik han sine madrigaler trykt på slottet. Motivet var formentlig ophavsret. Gesualdo var - i modsætning til senere Monteverdi - irriteret over at blive kopieret og ville sikre sig, at det var den ægte vare, der overlevede ham. Især de to sidste madrigalbøger lå ham på sinde.

Gesualdo inkarnerer på sin egen måde den fri kunstner, individualisten, der kun er sin egen herre og giver pokker i, hvad andre mener, modsat mange af hans kolleger i musikhistorien, der måtte fedte, bukke og komponere efter mæcenernes ønske. Han valgte at vride sit inderste følelsesliv ud og omsætte det til et tonesprog, der skælvende, skrigende, lidende, kødeligt skræver tværs hen over 400 år og rammer en nutidig lytter.

Han fortæller os, hvad det også vil sige at være menneske.