Alle kendte ham engang.

Selv folk uden abonnement til klassiske spillesteder elskede den kæderygende musiker med rust på stemmen.

Da hans båre blev kørt på tværs af Manhattan i 1990, skal gadefejerne have råbt »Goodbye, Lenny!« og lettet på de gule hjelme.

Leonard Bernstein var kendissen fra de små kår i USAs nordvestlige hjørne. Hans far solgte hårprodukter fra en lille butik og fik et billigt klaver forærende - hvilket så blev afsæt for sønnens livslange karriere. Bernstein forblev stærkt knyttet til særligt New York hele livet og var chef for byens berømte orkester fra 1958 og mange år frem.

Den karismatiske dirigent med udseendet som en filmstjerne så også TV-mediets muligheder og blev en kær formidler af al slags musik hjemme i stuerne - fra de store symfonier til The Beatles' numre.

Hans bedste oneliner? For at forstå den, må man forestille sig et geni. Man må forestille sig en humorist med dyb indsigt i det kreative værksted.

»At nå det højeste kræver to ting: Planlægning og ikke tid nok.«

Tænk på dine største succeser: Du har lagt den perfekte strategi - og du har garantrisse aldrig haft tid nok i den anden ende.

Mere end musicals

Bernstein skabte nogle af Efterkrigstidens største musicals. Men succeser som »Wonderful Town« fra 1953, »Candide« fra 1956 og »West Side Story« fra 1957 var kun det halve af hans virke: Selv om han bestemt ejede et gen for det folkelige og fornøjelige, er langt de fleste af hans værker møntet på den klassiske koncertsal.

Når han dirigerede, kunne han faktisk være krævende som få. Bernstein ejede samme evner som østrigeren Herbert von Karajan, men fik sin vilje gennemført med mildere midler.

Hans indspilning fra 1979 af Mahlers niende symfoni med Berlinerfilharmonikerne regnes endnu i dag som en af de stærkeste overhovedet.

Og han kunne på én eller anden måde give hengemt musik en ny spænding. Ingen har for eksempel indspillet Franz Liszts ellers lidt langtrukne »Faust-symfoni« med mere mystik eller rørelse i de gådefulde kolber.

Når han havde en mening, var det med grundlaget i orden. En musiker var for eksempel på turne med New York Philharmonic sidst i 1970erne og kom i venskabeligt skænderi med Bernstein sidst på aftnen: Kollegaen erklærede sig dybt forelsket i romantikeren Anton Bruckners symfoni nummer otte. Bernstein på sin side brød sig virkelig ikke om den lange symfoni. Overhovedet ikke. Han fik til sidst nok af debatten. Satte sig hen til klaveret med den obligatoriske smøg i munden. Og spillede hele symfonien udenad med fremhævning af de svage steder imens. Alle fem kvarter. Udenad!

Også en hård negl - når det stak ham

Der fandtes også en anden side af berømtheden. Som da han var i Danmark anno 1965 på et af sine alt for sjældne besøg. Han skulle have overrakt Léonie Sonnings Musikpris og dirigerede Carl Nielsens skønne »Espansiva« som tak.

En fremtrædende musiker i Det Kongelige Kapel faldt særlig nåde for berømthedens øren og fik hen på dagen sit livs tilbud: Om han ikke ville med Leonard Bernstein tilbage til New York Philharmonic? Han kunne se frem til en drømmeløn og et liv i musikalsk sus og dus.

»At nå det højeste kræver to ting: Planlægning og ikke tid nok.«

Den bevægede dansker tænkte hele aftnen. Han talte med familien og vennerne og lå søvnløs. Og han ringede så til Bernstein på Hotel D'Angleterre tidligt næste morgen.

»Hvis jeg nu siger ja tak,« fik han fremstammet - »hvor længe ville jeg så kunne sidde på posten.«

»Lige til jeg finder en bedre«, lød det saglige svar.

Til begge sider

Den private Leonard Bernstein var gift med Felicia og far til tre - og samtidig helt åben om sin homoseksualitet. Ingen kunne stå for ham. Herrer og damer dånede på stribe over hans karisma. For journalisten Lone Kühlmanns vedkommende i næsten bogstavelig forstand. Med en uforglemmelig anekdote til følge:

Hun indfinder sig i San Francisco 4. juli 1971 og går til gudstjeneste i anledning af uafhængigheden. Kirken ligger på anden sal i et indkøbscenter og er lidt af et arnested for tidens vildt blomstrende modkultur. Man har en kendt prædikant i form af borgerrettighedsforkæmperen Cecil B. Williams - der i øvrigt lever og arbejder endnu.

Første række i kirken er spærret af. Den danske journalist sidder på anden række, har hun fortalt. En elegant herre med følge kommer ind og sætter sig på den reserverede række lige foran hende.

Hvad der siden sker, hører til de vildeste minutter i den unge Lones liv: Salen koger under Williams' prædiken med »O God, please save America« som omkvæd. »Elsk din næste!«, råber han til den stående og dansende forsamling. »Vend dig om og kys din næste!«

Den let grånende herre fra første række tager opfordringen bogstaveligt og vender sig om som på kommando.

»Han griber mit ansigt med begge hænder og giver mig et ordentligt smækkys,« siger hun. »Og ét til for en sikkerheds skyld. Jeg var nær ved at besvime.«

Mange har spillet under Leonard Bernsteins taktstok og ikke kommet nær så tæt på!