Særligt sensitiv? Ikke alle har vænnet sig til det nymodens begreb.

Nogle ser det som sludder, som en luksuslidelse, som endnu en overflødig »diagnose«.

Men det har nok været virkeligt for en af musikkens helt store opfindere, og det kan meget vel have sendt historiens kurs mod nye horisonter.

Vi ved ikke meget om Bartolomeo Cristoforis liv. Vi kender knap nok den legendariske instrumentmagers udseende. Det eneste portræt af ham gik tabt under Anden Verdenskrig og findes kun i form af et fotografi af maleriet, der viser en herre sidst i 60erne med tidstypisk paryk og antydning af sminke om øjnene og munden.

Men Cristofori, der levede 1655–1731, stammer med sikkerhed fra Padova i det norditalienske og har nok været uddannet i violinbyggerbyen Cremona – måske hos den 11 år ældre Stradivarius i egen person, måske hos en af berømthedens mange kolleger.

Og han får med sikkerhed job hos Ferdinando de Medici i Firenze anno 1688. En af Europas rigeste mænd. En prins!

Ferdinando er søn af storhertugen af Toscana og skal arve tronen ved lejlighed. Han kommer bare aldrig så langt i karrieren. Døden indhenter ham for tidligt, så vi husker stort set kun skønånden som mæcen for kunstnere og videnskabsfolk.

Ansættelsen af Bartolomeo Cristofori viser sig snart som det heldigste træk i hans liv overhovedet.

Præcis hvad håndværkeren får til opgave i Firenze, står ikke helt klart. Bartolomeo skal måske holde øje med hoffets 37 instrumenter af typen cembalo. Det er en slags harpe med tangenter og hedder endnu i dag »harpsichord« på engelsk.

Tangenterne knipser cembaloets strenge i opadgående retning. Når man slipper tangenten igen, kan det lille plektrum smart nok glide forbi strengen og falde tilbage på sin plads. Anslaget kan altså ikke varieres. Man knipser strengen eller knipser den ikke. Lyden er til gengæld overordentligt kraftfuld og skal fylde store spillesteder helt frem til Mozarts tid.

Bartolomeo skal muligvis også vise sit værd som opfinder. At eje det nyeste nye har været vigtigt for en mand i Ferdinandos position, så hans instrumentmager får formentlig begge opgaver og modtager store summer til indkøb af materialer med videre.

Lokalerne i de dejlige Uffizier – italiensk for »kontorer«; i dag huser bygningerne et kunstmuseum – er i datidens Firenze faktisk en stor arbejdsplads. Vore dages udskældte kontorlandskaber er en ren stillekupé ved siden af.

Det støjer dag ud og dag ind. Endda så »da principio durava fatica ad andare nello stanzone in questo strepito«, som en ven skriver: Formanden (Bartolomeo, red.) kan knap nok gå ind i værkstedet på grund af al den larm. Så han arbejder omkring 1700 på et »harpecembalo med både piano og forte«, står der i Uffiziernes annaler. Altså et nyt instrument, der både kan spille svagt og kraftigt. Formentlig et klaver i vores for- stand. Instrumentet blev af samme grund kaldt »pianoforte« i lang tid og hedder nu om dage bare »piano« mange steder – hvilket sikkert ville have glædet den lydfølsomme opfinder.

Cristofori har først udskiftet cembaloets små plektre med bløde hamre af læder. Hans næste ud af mange opfindelser er den såkaldte repetition eller »spingitore«: Klaverets hamre gør sig fri fra tangenten og vender selv hjem til udgangspositionen straks efter.

Og han arbejder knap så overraskende videre med muligheden for musik til den lydsvage side og finder frem til en slags pianopedal ved navn »una corda« – i begyndelsen et lille håndtag på instrumentets venstre side.

1716 er altså ikke ligefrem året for klaverets opfindelse. Instrumentet har på det tidspunkt været halvandet årti undervejs. Men hoffets liste over inventar fra 1716 nævner for første gang et »cembalo med hamre« og kalder det i øvrigt import fra en fransk bygger.

De tre bevarede klaverer af Bartolomeo Cristofori selv stammer fra henholdsvis 1720, 1722 og 1726 og står i dag på tre forskellige museer.

Cembaloet og det endnu tidligere klavichord forbliver udbredte mange år efter Cristoforis død i 1731. Men verden tager ret hurtigt hans påfund til sig og ser dets kommercielle muligheder. Åbenbart også mere end Cristofori selv gjorde.

Den industrielle revolution gør salgsprisen markant lavere. Et nyt borgerskab med nye idealer for dannelse og nye metoder til opdragelse af drenge og især piger skaber behov for følsomme instrumenter på de stadig tykkere gulvtæpper. For følsomme og altså relativt klangsvage instrumenter. Vi tænker i dag klaveret lidt som cembaloets klangstærke storebror. Men forholdet er omvendt helt op til Beethovens eller endda Chopins tid. Hjemmets poder kan sidde mellem gæsterne uden at dominere selskabet med den skønne kunst.

Muligheden for variation i anslaget har også ligget i smuk samklang med nye tiders smag for personlig formgivning og det inderlige. Og fordi klaveret som regel er komponistens foretrukne arbejdsredskab, har man næsten besøg af geniet selv. Han står nærmest lige der i stuen.

Broadwood & Sons i London grundlægges i 1728 og donerer klaverer til komponister som Joseph Haydn og Ludwig van Beethoven – sikkert som led i markedsføringen.

Pleyel et Cie i Paris gør det opretstående klaver populært og har midt i det 19. århundrede hele 250 ansatte. En konkurrent i samme by tager 1821 patent på det store flygel. Forbilledet for det instrument, vi kender fra Steinway & Sons.

Jernrammen opfindes i Boston anno 1825 og gør en meget hårdere opspænding af strengene mulig. Den gør også de populære klaverer og flygler mærkbart tungere. Faktisk fem gange tungere end på Mozarts tid.

Det moderne flygel er resultat af flere hundrede patenter og fremstilles af godt 12.000 dele. Mange af patenterne skyldes Heinrich Engelhard Steinweg – efter immigrationen til USA i 1848 kendt som Henry E. Steinway. Han bygger i 1880 fabrik nummer to i Hamborg og bliver stamfader til det nuværende dynasti med koncertsale over hele kloden. Virksomheden hører endnu i dag til fagets »fire store« sammen med Bösendorfer i Wien, Bechstein i Berlin og Blüthner i Leipzig.

Udviklingen af det akustiske klaver er gået en smule langsommere siden Første Verdenskrig og har især fået konkurrence af innovationer inden for det elektroniske område. Afviklingen af de gamle dannelsesidealer har været hård for branchen. Finanskrisen ligeså.