Meryl Streep husker tydeligt, første gang hun hørte Florence Foster Jenkins skrækkelige røst. Hun var som ung dramastuderende på Yale University midt i en prøve til en opsætning af »En skærsommernatsdrøm«, da orkesteret samlede sig rundt om en kasettebåndafspiller og begyndte at skrige af grin.

»Det var selvfølgelig Florence Foster Jenkins, de grinede af. Hun er en legende blandt teater- og musikstuderende. Hun sang dårligt på en meget specifik måde, og man håber hver gang, man lytter til hende, at hun vil ramme tonerne, selv om man inderst inde godt ved, at det aldrig vil ske,« siger Meryl Streep, da Berlingske møder hende til et pressearrangement i London i foråret forud for verdenspremieren på filmen Florence.

Men hvordan gik det til, at en kvinde uden en tone i livet opnåede legendestatus hos studerende på verdens fineste kunstskoler? Det er det spørgsmål, som den britiske filminstruktør Stephen Frears har sat sig for at undersøge i »Florence«, der får dansk premiere i dag.

»Hun var latterlig og indtagende på samme tid. Det var helt ekstraordinært,« siger Stephen Frears fra sin plads ved siden af Meryl Streep, Hugh Grant og Simon Helberg (fra serien The Big Bang Theory), som alle medvirker i filmen.

Den virkelige historie, som filmen bygger på, er i sig selv ret spektakulær. Selv om Florence Foster Jenkins (1868-1944) var en forfærdelig sanger, udviste hun tidligt musisk talent, og klaveret blev hendes foretrukne instrument, men hendes kærlighed til musikken førte til bruddet med hendes velhavende familie, da faderen nægtede at betale for hendes musikstudier.

Det fik hende til som 18-årig at gifte sig med en meget ældre mand i hendes fødestat Pennsylvania, men deres forhold blev dog en katastrofe. Ikke mindst fordi han smittede hende med syfilis, hvilket fik hende til bryde ud af ægteskabet. Som nyslået single ernærede hun sig ved at give klaverundervisning, men karrieren gik i vasken, da hun fik en varig skade i armen.

Hun kom dog til penge igen, da faderen døde i 1909 og efterlod hende en betydelig sum. De mange penge donerede hun gladeligt gennem årene til kunstscenen i New York, og ad den vej opnåede hun med tiden en stærk social status i byens kunstnermiljø. Hun begyndte at optræde med sin sang til selskaber i de forskellige klubber og foreninger, hun støttede, og hvor publikum bestod af velbeslåede newyorkere.

De elskede hendes dramatiske fagter og gennemførte men overlæssede kostumer, og hun blev overdynget med roser, blomster og juvelbesatte nipsgenstande som tak for sin indsats og gavmildhed. Der var bare det store men, at hun ikke havde en tone i livet.

En levende legende

I New York giftede hun sig med den britiske skuespiller og aristokrat St. Clair Bayfield, som også blev hendes manager, og han skrev engang, at »essensen af Florence Foster Jenkins historie var, at hun aldrig fandt ud af, hvordan hendes sangstemme i virkeligheden lød. Ikke fordi hun ikke kunne høre det, men fordi hun levede som en levende legende.«

Og hvordan skulle hun også tro andet, når hendes optrædener druknede i ros fra medlemmerne af de forskellige klubber? De vidste nemlig godt, at det ville være socialt selvmord, hvis man som en del af Manhattans high society kritiserede sin egen protektor.

Til de få kritikere, hun havde, sagde Florence Foster Jenkins altid: »Det kan godt være, at de siger, at jeg ikke kan synge, men i det mindste kan de ikke sige, at jeg ikke synger«. Der var intet, der var for svært for hende. Hun kastede sig frygtløst ud i selv Mozarts notorisk komplicerede arie Nattens Dronning fra Tryllefløjten. Højere og højere med en skærende skingerhed dansede hun rundt om de toner, hun aldrig ramte.

»Hun havde mange udfordringer i sit liv. Hun var oppe i en hvis alder, og hun vejede for meget. Hun var rig, men manglede mening med livet, og så var hun syg. Alligevel gik hun ud af døren hver dag med en beslutning om at betragte glasset som halvt fuldt. Det er det, jeg elsker ved hende. Hendes villighed til at leve livet trods alle udfordringerne,« siger Meryl Streep.

Krævende kattejammer

Al musikken i filmen er indspillet live under optagelserne, og det har været en krævende opgave for filmholdet at få det til at fungere. Simon Helberg, som spiller Florence Foster Jenkins’ pianist, Cosmé McMoon, lægger ikke skjul på sin nervøsitet under filmarbejdet.

»Min karakter i filmen er meget nervøst anlagt, og jeg behøvede derfor slet ikke spille særlig meget, for jeg var skrækslagen over at spille sammen med Meryl, som er et af mine store idoler,« siger han og fortsætter:

»Når man er i en scene med Meryl, løfter hun det hele. Det er surrealistisk. Der var en scene, hvor vi skulle optræde live for første gang på Ritz-Carlton, vi stod alene uden kameraer bag forhænget. Jeg kiggede ned på tangenterne og over på Meryl, som skulle til at bryde ud i sin skrækkelige sang, og jeg kunne ikke tro, at det var virkelighed.«

Han mødtes ofte med Meryl Streep forud for optagelserne for at øve de komplicerede musikstykker. Det var en svær opgave for Simon Helberg at blive skarp nok på klaveret, men også for Meryl Streep.

Det kræver nemlig stor øvelse at synge dårligt på den helt rigtige måde. Heldigvis er Streep i virkeligheden, som hun selv beskriver det, en ganske habil sangerinde, selv om det bestemt ikke lyder sådan i filmen.

»For systematisk at kunne ødelægge et stykke musik bliver man nødt til at kunne synge godt i udgangspunktet. Man skal vide, hvor det høje F er, hvis man skal kunne danse rundt om det og flirte med det uden egentlig at ramme det,« siger hun.

Den nådesløse sandhed

Florence Foster Jenkins livsdrøm var at optræde på den ikoniske scene i Carnegie Hall i New York, og i en alder af 76 lykkedes det hende. Koncerten var udsolgt flere uger i forvejen, og det var for første gang ikke muligt for hendes mand, St. Clair Bayfield, at kontrollere billetsalget og holde de kritiske røster ude af koncertsalen.

Anmeldelserne i byens toneangivende aviser fortalte den nådesløse sandhed. The New York Times’ anmelder var også hård, men selv han var fascineret af hendes væsen.

»Hun var overordentlig glad for sin sang og sin optræden. Det er en skam, at der ikke er flere kunstnere, der er det. Hendes glæde blev kommunikeret, som var den magi, til hendes tilhørere,« skrev han.

Det var præcis den følelse, Stephen Frears ønskede at ramme i arbejdet med filmen. Ifølge ham er det den, der er nøglen til gåden om, hvorfor Florence Foster Jenkins kunne slippe af sted med at optræde i årevis uden at blive nedgjort.

Ifølge Stephen Frears handlede det aldrig om selvbedrag. Florence Foster Jenkins var elsket, hun var storsindet, og hun bragte lykke og latter til dem, der var heldige nok til at blive inviteret til hendes koncerter.

»Hun var en herlig glædesspreder, så hvorfor skulle hun ikke kunne slippe af sted med det?« spørger Frears og fortsætter:

»Jeg beundrer hendes mod. At hun var villig til at stille sig op, på trods af at folk grinte af hende, fordi hun elskede det.«

Meryl Streep smiler til instruktøren. Hun kunne ikke være mere enig.

»Publikum i Carnegie Hall havde en fabelagtig aften. Gik de galt i byen? Som Sam Cooke plejede at sige: »stemmer skal ikke bedømmes ud fra, hvor kønne de er. En stemme betyder nemlig kun noget, hvis den fortæller sandheden,« og efter de kriterier betød Florence Foster Jenkins stemme alt.«