Turbo på Ørestad – Nordhavn på pause

By & Havn sætter nu fuld fart på på Ørestad Syd og gør klar til at bygge i den øde del af Ørestad – og så bliver Nordhavn sat på pause.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø. Ejendomsmægler Jacob Nilausen viser rundt i boliger i Ørestaden.
Læs mere
Fold sammen

Udviklingsselskabet By & Havn har blandet kortene og lægger op til masser af boliger i Ørestad Syd, gør klar til at bygge i det øde Amager Fælled-kvarter og skruer til gengæld kraftigt ned for blusset under Nordhavn.

»For tiden har vi intet boligjord til salg i Nordhavn, og vi holder byggeretter tilbage for at skabe plads til metroarbejdet,« sagde salgs- og udviklingsdirektør Michael Soetmann på et investormøde ved den internationale ejendomsmesse Mipim sidste onsdag.

Salget af byggeretter til kontorer og især boliger er gået strygende i Århusgadekvarteret, den inderste del af Nordhavn, men arbejdet med en metrogren og to stationer kræver meget plads frem til 2019. Derfor er der grænser for, hvor mange byggeprojekter der kan være i gang i nærheden, og derfor er planerne i en del af Århusgadekvarteret og i flere naboområder sat på pause.

Samtidig kan By & Havn ikke rigtig skubbe byudviklingen i Nordhavn længere op nordpå, for her ligger den kæmpestore containerhavn. Den skal med tiden flytte længere udad - i takt med at Nordhavn bliver forlænget ud i Øresund med jord fra metroudgravninger og store byggepladser i hovedstaden.

»Vi håber, at det kan ske medio 2019. Så får vi mulighed for at gå i gang med store boligudbygninger på Nordhavn,« sagde Michael Soetmann.

På langt sigt er der nok at tage fat på, for en ny lov åbner for at sælge byggeretter til yderligere to millioner kvadratmeter. Men på kort sigt må Michael Soetmann og administrerende direktør Jens Kramer Mikkelsen altså gå et gear eller to ned i fart i Nordhavn.

Boliger til Ørestad

Det gør dog ikke så meget, for By & Havn har også masser af jord i Ørestad, og her er et af Kramer Mikkelsens ønsker fra sidste Mipim-messe gået i opfyldelse: Dengang ville han gerne have ændret et udlagt kontorområde i Ørestad Syd til boliger, der går som varmt brød.

Det er gået glat igennem rådhuset, så nu kan omkring 90 procent sælges til boliger i den sydvestlige del af Ørestad Syd, Kalvebodområdet syd for det efterhånden udsolgte boligkvarter omkring den kommende Royal Arena.

»Nu skal vi i gang med Kalvebodområdet, hvor der er lagt op til en kraftig forøgelse af boligarealet. I slutningen af 2016 åbner Vestamager Skole, der kommer skøjtehal og arenaen, og vi går i gang med at udvide kvarterets store vej, Hannemanns Alle, fra to til fire spor fem-ti år tidligere end oprindeligt planlagt,« sagde By & Havn-direktøren.

En helhedsplan lagde i efteråret op til at bygge op imod 3.000 boliger – en blanding af lejligheder og række- eller byhuse. Dertil kommer butikker, cafeer og institutioner.

By & Havn vil udbygge kvarteret i tre etaper med byggestart i første halvår af 2016.

Liv til øde kvarter

Sideløbende indleder By & Havn forarbejdet til, at der kan bygges ikke mindst i Amager Fælled, Ørestads fjerde og næsten ubebyggede kvarter mellem Ørestad City og Ørestad Nord.

»Jeg forestiller mig, at vi kan få byggerier i gang fra 2018-2019,« uddybede Kramer Mikkelsen over for Berlingske Business.

Tilløbet er på to-tre år eller lidt mere, fordi By & Havn skal udarbejde en samlet plan for området og formentlig vil holde en arkitektkonkurrence.

Amager Fælled-kvarteret er mod syd afgrænset af Vejlands Allé. På en smal bræmme øst for metroen er opført blandt andet boliger, og de nye planer omfatter et stort areal vest for metroen. Men kun mod syd, for umiddelbart nord for ligger en fredet sø.

Fire kvarterer

De langsigtede planer for Ørestad var, at udviklingen først skulle ske i Ørestad Nord og i Ørestad City lige nord for Amagermotorvejen – og derefter i Ørestad Syd. Til allersidst kom Amager Fælled.

I Ørestad Nord kan By & Havn snart melde helt udsolgt med blandt andet DR-byen, IT-universitetet og snart også Nordeas danske hovedsæde. Ørestad City har få usolgte grunde tilbage – hovedsageligt vest for det store Field’s-indkøbscenter. Bydelen har mange kontorer og boliger samt gymnasium og hotel.

Ørestad Syd, der ligger syd for motorvejen, har kontorer og erhverv i den nordlige ende og store boligblokke i sydøst, heriblandt den prisbelønnede 8tallet-bebyggelse. Desuden er Royal Arena, en folkeskole og en skøjtehal som nævnt på vej, og boligjorden omkring arenaen er stort set udsolgt, mens den største tilbageværende klump er Kalvebodområdet, hvor byggestart nærmer sig med hastige skridt.

Samlet set har By & Havn byggeretter for cirka 1,7 millioner kvadratmeter i Ørestad og har usolgt jord tilbage til knap en million kvadratmeter.