Topchef i Dansk Supermarked blæser til angreb: Flere butikker på vej

Det bliver nye butikker herhjemme og i England, der skal drive væksten hos Dansk Supermarked, fastslår adm. direktør Per Bank, efter detailgiganten har afleveret et regnskab med beskeden vækst og skrumpet fortjeneste.

Foto: Claus Fisker. Per Bank må konstatere, at det er så som så med væksten hos Dansk Supermarked.
Læs mere
Fold sammen

Det er vanligvis med beskedne vækstprocenter, at danske detailvirksomheder i disse år præsenterer deres regnskaber.

En benhård konkurrence og et mættet marked har efterladt supermarkederne med begrænsede muligheder for at sætte turbo på væksten, og det er nogenlunde i det lys, at Dansk Supermarkeds årsregnskab for 2015 skal læses.

Lidt tal først: På omsætningen er det noget nær status quo for supermarkedsgiganten, der i 2015 omsatte for 57,4 milliarder - en stigning på godt og vel 320 millioner sammenlignet med året før.

Selve fortjenesten er i mellemtiden skrumpet - fra 1,8 milliarder i 2014 til 1,7 milliarder i 2015 - ifølge Dansk Supermarked selv, fordi der skulle betales renter i forbindelse med Salling-fondenes opkøb af detailvirksomheden fra Maersk.

Dansk Supermarkeds adm. direktør, Per Bank, kalder resultatet for »godt« og fastslår samtidig, at der er ting, »der kan gøres bedre«.

»Men vores indtjeningsniveau er enestående i dansk retail, og det er der ingen herhjemme, der kommer i nærheden af,« siger Per Bank.

Det store spørgsmål synes indlysende at være, hvor Dansk Supermarked, der står bag Netto, Føtex og Bilka, helt præcist skal finde morgendagens vækstmarkeder, og her er svaret klart fra Per Bank.

»Jeg forventer ikke, at danskerne kommer til at bruge flere penge på fødevarer, så væksten skal komme fra nye butikker,« siger han.

Han peger samtidig på supermarkedgigantens store satsning i England som et område, hvor man forventeligt vil opleve en større vækst.

Allerede i indeværende år vil Dansk Supermarked investere to milliarder, hvoraf den ene er øremærket aktiviteterne på dansk jord. Planen er blandt andet at åbne flere Netto- og Føtex-butikker på dansk jord, ligesom man vil satse yderligere på e-handelsområdet.

Her har man hidtil afholdt sig fra at investere massivt i onlinehandlen med dagligvarer og har i stedet fokuseret på nonfood-afdelingen, og den strategi holder man fast i.

»Vi kan se, at lønsomheden hos folk, der arbejder med food online, er virkelig dårlig. Vi har en stor butiksnærhed, der indebærer, at du kan købe mælk på snart hvert gadehjørne, og der er Nettoer, der har åbent 24 timer i døgnet. Så er det svært at flytte dagligvarehandlen til nettet,« siger Per Bank.