Dansk Supermarked står i stampe

Danmarks største detailvirksomhed vokser kun beskedent på væksten, mens indtjeningen er skrumpet, fremgår det af Dansk Supermarkeds regnskab fra 2015.

Per Bank. Fold sammen
Læs mere

2015 blev ej heller året, hvor Dansk Supermarked lykkedes med at sætte turbo på væksten og indtjeningen.

Af detailgigantens regnskab fra 2015 fremgår det, at omsætningen endte på 57,474 milliarder - hvilket er marginalt bedre end 2014, hvor det endte på 57,156 milliarder.

Værre står det til med selve indtjeningen. Her ender Dansk Supermarked, der står bag Netto, Føtex og Bilka, med en fortjeneste på 1,7 milliarder, hvilket er marginalt dårligere end 2014, hvor resultatet sluttede på 1,8 milliarder.

Dansk Supermarked kalder selv 2015 for et »godt år« og gør opmærksom på, at regnskabet ikke inkluderer det engelske ben af forretningen, hvor man er vokset markant den seneste tid. Derudover kalder man det ventet, at nettoresultatet ville falde som resultat af, at Salling-fondene har købt virksomheden tilbage og renteudgifter forbundet med denne øvelse.

»2015 må betegnes som et godt år for Dansk Supermarked Group. Vi har udbygget vores finansielle performance, styrket vores markedsposition på tværs af landene og foretaget en række strategiske investeringer. Samtidig har vi hele tiden formået at gøre noget ekstra for vores kunder med introduktionen af nye og spændende varer, endnu mere konkurrencedygtige priser og lanceret et helt nyt butikskoncept,« siger Per Bank i en skriftlig meddelelse.

Supermarkedsgiganten, der driver dagligvarebutikker i fem forskellige lande, oplyser samtidig, at man er parat med et nyt investeringsprogram, der indebærer, at de fremadrettet vil bruge to milliarder om året på at opføre nye butikker, renovere de eksisterende og udvikle de digitale platforme.

»Forventningen til 2016 er, at vi fortsat kan outperforme markedsvæksten indenfor e-commerce og udvide forretningen yderligere inden for vores traditionelle forretningsområder,« siger Per Bank.

I et hårdt presset detailmarked, hvor særligt discountområdet er en regulær kampplads, forsøgte Dansk Supermarked at holde fast i sin position med åbningen af yderligere 50 Netto-butikker i Danmark, Sverige, Polen, Tyskland og Storbritannien.

Dansk Supermarked Group beskæftiger alt i alt 50.000 medarbejdere i de fem lande.