Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
To af Telias nu tidligere samarbejdspartnere trækker teleselskabet i retten med krav om 153 millioner kroner på et tidspunkt, hvor direktøren og medejeren i det ene selskab er i fængsel for overtrædelse af våben- og narkotikaloven.
Det skriver Børsen (kræver abonnement).
Telia har efter 13 år opsagt samarbejdet før tid med Teleworks og Media-Invest, der hidtil har solgt erhvervsabonnementer for Telia. Som modtræk har de to selskaber stævnet den svensk-finske telegigant, der er Nordens største og nummer tre i Danmark efter TDC og Telenor, for henholdsvis 78 og 75 millioner kroner.
»Noget svineri«
Administrerende direktør Thomas Rasmussen fra Media-Invest, og som ejer Teleworks sammen med Sune Olsen, der afsoner en dom på to år og tre måneder, bekræfter over for Børsen, at stævningen er sendt af sted. Han kalder opsigelsen for »noget svineri«. Hvornår sagen kommer for en domstol, er endnu uvidst.
Ifølge Telias pressechef, Rasmus Avnskjold, er samarbejdet stoppet »af forretningsmæssige årsager«.
»Vi har rigtig god grund til at stoppe samarbejdet,« siger han.
Hvorvidt det betyder, at Telia planlægger at trække opgaver tilbage, som hidtil er håndteret ude i byen, ønsker han over for avisen ikke at svare på. Han understreger dog, at det intet har med fængselsdommen til Sune Olsen at gøre, hvilket også Thomas Rasmussen afviser.
Telia får efter sommerferien ny erhvervsdirektør, når den 46-årige Thomas Kjærsgaard tiltræder. Han har siden 2006 været salgsdirektør hos Microsoft i Danmark.