Statsministeren lancerer kæmpe krisepakke og har en bøn til erhvervslivet: »Hold igen med fyresedlerne«

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om en aftale, der skal holde hånden under de tusindvis af privatansatte, der som følge af coronakrisen er kastet ud i massiv usikkerhed om jobbet.

 

Søndag middag tager regeringen anført af statsminister Mette Frederiksen et nyt greb i brug for at dæmme op for de økonomiske konsekvenser, som coronakrisen medfører for danske virksomheder og deres ansatte.

I en ny trepartsaftale indfører regeringen og arbejdsmarkedets parter således en massiv hjælpepakke til det private erhvervsliv, således at ansatte kan få en del af lønnen, hvis virksomheden rammes af konsekvenserne af coronakrisen.

»Alle ved, hvor alvorlig situationen er. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for ikke at kaste Danmark ud i en økonomisk krise. Vi skal have dansk erhvervsliv og lønmodtagere så godt igennem denne krise,« sagde Mette Frederiksen på et pressemøde, hvor hun også kom med en opfordring til erhvervslivet:

»Lad være med at fyre medarbejderne. Hold igen med fyresedlerne.«

Konkret vil regeringen forsøge at hjælpe til med lønudgifterne for på denne måde at afdæmpe konsekvenserne af den økonomiske nedgang.

Den statslige lønkompensation til fyringstruede lønmodtagere vil udgøre 75 procent af de samlede lønudgifter for de omfattede medarbejderes løn månedligt. Dog maksimalt 23.000 kroner pr. måned pr. fuldtidsansat.

For timelønnede kan den statslige lønkompensation udgøre 90 procent, dog maksimalt 26.000 kroner pr. måned pr. omfattet fuldtidsansat.

Virksomhederne kan være omfattet af ordningen i maksimalt tre måneder, og det er en forudsætning for at benytte sig af ordningen, at virksomheden ikke afskediger medarbejdere eller anvender andre ordninger, som giver mulighed for at sende dele af medarbejderne hjem uden løn.

Finansminister Nicolai Wammen (S) appellerer til, at mange virksomheder gør brug af det nye initiativ:

»Jeg håber meget, at det er en ordning, som titusindvis får glæde af,« siger han.

Finansministeren oplyser, at det vil koste 3,8 milliarder kroner, hvis 70.000 benytter sig af ordningen. Dette skal holdes op mod, at der spares over en milliard kroner på dagpenge.

Undgår ikke konkurser

DIs administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, understreger, at danske virksomheder ikke undgår store tab som følge af coronavirus og de markante tiltag, som regeringen og myndigheder har taget i brug for at værne om danske menneskeliv.

Han betoner, at der ikke er nogen nemme løsninger på krisen.

»Vi vil se mange konkurser og afskedigelser, og der er brug for flere erhvervspolitiske tiltag generelt og målrettet særligt hårdt ramte brancher som eksempelvis luftfarten. Men det er en mulig redningskrans til nogle af de mange trængte danske virksomheder, som er presset hårdt på deres levegrundlag og søger et alternativ til at afskedige medarbejdere – eller helt dreje nøglen om,« siger DI-direktøren i en pressemeddelelse.

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation, der har 1,4 millioner medlemmer, siger formand Lizette Risgaard, at »ekstraordinære situationer kræver ekstraordinære løsninger«.

»Denne aftale vil udgøre et væsentligt positivt bidrag til at skabe tryghed for lønmodtagerne i den svære situation,« siger Lizette Risgaard.

Ny pakke

Allerede i sidste uge stod det klart, at problemerne i dansk erhvervsliv var af hidtil usete dimensioner. Og fredag blev der lagt et nyt lag til, da statsminister Mette Frederiksen lukkede landets grænser og i løbet af timer bortskar en central del af virksomhedernes omsætning.

Virksomheder inden for turisme, persontransport og detailhandel melder om akut brug for hjælp for at betale lønninger og dermed undgå masseafskedigelser.

Dette har fået erhvervsorganisationerne på banen for at bede om akuthjælp til at kompensere løn for privatansatte, der modsat offentligt ansatte ikke står til at få løn, såfremt deres virksomheder må skrue ned for aktiviteten.

Ifølge Dansk Erhverv, der har udarbejdet en analyse, vil situationen i værste fald kunne koste op mod 47.000 private job i Danmark.

Regeringen har på nuværende tidspunkt taget en række initiativer, der skal holde hånden under danske arbejdspladser.

I tirsdags udskød regeringen skattebetalinger, hvilket vil kunne sende 125 milliarder kroner ekstra ud i erhvervslivet, og senere på ugen udløste regeringen i skikkelse af finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup (S) så det tunge finansvåben nemlig den kontracykliske kapitalbuffer. Med denne beslutning slap politikerne milliarder løs til nødstedte virksomheder i bankerne.

Derudover har man lanceret andre tiltag, der skal hjælpe virksomheder, der lige nu mærker en kraftig nedgang i salg og indtjening. Det store spørgsmål er, om dette er tilstrækkeligt til at afbøde en egentlig økonomisk krise. Økonomer har allerede konstateret, at vi nærmer os en tilbagegang i den økonomi, der for få uger siden så ud til at være i noget nær topform.