På få døgn gik Danmark fra økonomisk optur til alvorlig coronakrise: »Der er akut brug for en redningsplanke«

De seneste dage er dansk økonomi blevet kastet ud i et gedigent uvejr på grund af coronavirussen. Tirsdag eftermiddag tog finansministeren konsekvensen. Regeringen sender milliarder i omløb og håber, at bankerne kan være med til at løse den alvorlige situation. Men er det nok?

Skatteminister Morten Bødskov, finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup præsenterede tirsdag 10. marts initiativer, der skal afhjælpe følgerne af coronaepidemien for dansk erhvervsliv og lønmodtagere. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det var med alvorlige miner og dystre bemærkninger, at landets finansminister Nicolai Wammen (S) flankeret af erhvervsminister Simon Kollerup (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) trådte frem på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

»Der er ingen tvivl om, at coronavirussen allerede har haft konsekvenser for dansk økonomi. Situationen er alvorlig. Det kræver sammenhold. Vi skal have Danmark bedst muligt ud af de konsekvenser, der følger af coronavirussen,« sagde Nicolai Wammen.