Statoil overrasker med markant bedre resultater

Foto: SUZANNE PLUNKETT

Statoil har fået løftet resultaterne gevaldigt i årets første kvartal, og både top- og bundlinje er samtidig bedre end ventet blandt analytikerne.

Det norske olieselskab havde i årets første tre måneder et justeret driftsresultat på 3313 mio. dollar, hvor analytikerne havde set frem til 2668 mio. dollar ifølge SME Direkt. I samme kvartal for et år siden var det justerede driftsresultat på 1664 mio. dollar.

Omsætningen nåede i kvartalet 15.468 mio. dollar, og det var også bedre end de 14.753 mio. dollar, som analytikerne havde ventet ifølge SME Direkt, skriver TDN Finans. Det var samtidig en forbedring fra 12.696 mio. dollar i samme periode sidste år.

Det justerede overskud efter skat voksede til 1114 mio. dollar. Analytikerne havde ventet 731 mio. dollar. I første kvartal 2016 havde Statoil et underskud på 40 mio. dollar.