Roskilde lufthavn klar med rabatter til lavprisselskaber

Overvejer ny prisstruktur i kampen om lavprisselskaberne.

Selvom Transport- og Energiministeriet kan være på vej til at give bøder til flere lufthavne i provinsen, der tilbyder rabatter til lavpriselskaberne, overvejer København Lufthavne lignende tiltag i Roskilde, skriver Børsen.

Lufthavnen har netop har fået tilladelse til at forlænge startbanen.

Adm. direktør Niels Boserup fra Københavns Lufthavne, der ejer lufthavnen i Roskilde, peger på, at selskabet muligvis vil bruge det system, som den delvist ejede Newcastle-lufthavn anvender, blandt andet over for Easyjet. Her bliver den pris, som luftfartsselskaberne betaler pr. passager, reduceret i takt med, hvor mange rejsende selskaberne tiltrækker.

»Roskilde kan godt betragtes som en selvstændig enhed, hvor vi kan tænke nogle andre tanker. Når vi udvider banen, har vi nogle omkostninger i Roskilde, uanset om der er nogen, som bruger den eller ej,« siger Niels Boserup.

Kilde: Børsen