Pansergeneralen afløses af en ægte general

JP/Politikens Hus har fået ny næstformand. Den tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten Jørgen Ejbøl, også kendt som Pansergeneralen, stopper, og afgående forsvarschef Peter Bartram, der faktisk er en rigtig general, tiltræder.

Tidligere forsvarschef Peter Bartram bliver ny næstformand for JP/Politikens Hus, når Jørgen Ejbøl udtræder ved koncernens generalforsamlingen 27. februar 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Når Jørgen Ejbøl i sin tid som chefredaktør for Jyllands-Posten ville motivere sine medarbejdere, var han kendt for at gøre det med sætningen: Der er ikke noget bakgear i en kampvogn. Figurativt er sætningen til at forstå, men bogstaveligt talt er der ikke meget kampvogn over at skrive avis. Ikke desto mindre fik Jørgen Ejbøl i sin tid på det jyske dagblad øgenavnet Pansergeneralen.

Siden blev Ejbøl næstformand i JP/Politikens Hus, der ejer Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet, men hans tid i bestyrelsen slutter med generalforsamlingen d. 27. februar, og tilfældet vil, at han bliver afløst af rigtig general, forsvarschef Peter Bartram.

»Peter Bartrams karriere taler for sig selv. Hans kompetencer spænder meget vidt, og han har stærke strategiske evner. Tilmed er Peter Bartram et engageret menneske med interesse for samfundets udvikling. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham i formandskabet,« siger bestyrelsesformand Lars Munch.

Peter Bartram har været forsvarschef siden 2012, hvor han afløste Knud Bartels på posten. Peter Bartram har i sin tid som forsvarchef gennemført store omlægningen af forsvaret og dertilhørende besparelser på tre mia. kr. årligt.

Jørgen Ejbøl vil fortsat have forbindelse til Jyllands-Posten, da han fortsættter som formand i Jyllands-Postens Fond, der ejer halvdelen af JP/Politikens Hus. Ejbøls sidste tid som næstformand i bladkoncernen har været præget af kontroverser, der startede med udgivelsen af tidligere kulturredaktør Flemming Roses bog »De besatte«. Heri beskrev Rose, der var kulturredaktør, da Muhammed-tegningerne blev trykt, hvordan Jørgen Ejbøl havde forsøgt at hindre ham i at skrive om følsomme emner.

Kort tid efter udkom Kirsten Jacobsens biografi om Jørgen Ejbøl »Pansergeneralen,« der blandt andet beskrev, hvordan Jørgen Ejbøl fik en ikke ubetydelig bonus for sit arbejde i JP/Politikens Hus. Desuden langede Ejbøl i bogen ud efter en lang række personer i mediebranchen.

Peter Bartram og Jørgen Ejbøl er i øvrigt personlige venner, skriver Jyllands-Posten.