Tidligere Børsen-boss: Børsen har været til salg længe

Børsen har været til salg i flere år ifølge tidligere ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør, Leif Beck Fallesen. Han mener, prisen på 800 millioner kroner er "meget optimistisk."

Foto: Dennis Lehmann

Den svenske mediekoncern Bonnier har i flere år forgæves forsøgt at sælge erhvevsavisen Børsen. Det fortæller tidligere ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Børsen, Leif Beck Fallesen.

»Bonnier har været intereseret i at sælge Børsen i en længere periode - i flere år faktisk. Man har så ikke kunne blive enige om pris med en køber, men det er så sket nu,« siger Leif Beck Fallesen, der dog ikke vil nævne hvilke købere, der har været i spil.

Fredag formiddag meddelte JP/Politikens Hus, at der er indgået en aftale om at overtage Børsen fra Bonnier. Den aftalte købspris er 800 millioner kroner, hvilket er en ganske høj pris ifølge Leif Beck Fallesen.

»Det er en meget høj pris. I forhold til overskuddet er det en 10-12 gange,« siger han.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Børsens overskud var i 2014 49,6 millioner kroner med en omsætning på 365 millioner kroner.

Anders Krab-Johansen blev ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Børsen i 2011. Han har kørt en hård linje for at få regnskabstallene i form for den svenske ejer. I 2011 var resultatet 26 millioner, mens det i 2012 lå på 47 millioner kroner. Derfor er der heller ikke umiddelbart brug for en turnaround, som man ellers ofte ser i forbindelse med salg.

»Der er ikke brug for en turnaround på Børsen. Udfordringen for den nye ejer er, at man har betalt en meget høj pris. For det er en ekstraordinær høj pris på mediemarkedet,« siger Leif Beck Fallesen og tilføjer:

»Det er en meget optimistisk pris.«

Bonnier har ejet Børsen siden 1969.