Nord- og Sydamerika sikrer fremgang Brdr. Hartmann

Et opkøb i Sydamerika, gode resultater på det nordamerikanske marked og valutakursgevinster sikrer emballageproducenten Brdr. Hartmann pæn fremgang i resultaterne i andet kvartal.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Brdr. Hartmann havde i andet kvartal en omsætning på 481 mio. kr., hvilket er et markant løft fra 351 mio. kr. i samme periode året før. Driftsresultatet blev forbedret til 42 mio. kr. fra 17 mio. kr. i andet kvartal 2014.
Læs mere
Fold sammen

Selskabet har dog store udfordringer på det europæiske marked.

Brdr. Hartmann havde i andet kvartal en omsætning på 481 mio. kr., hvilket er et markant løft fra 351 mio. kr. i samme periode året før. Driftsresultatet blev forbedret til 42 mio. kr. fra 17 mio. kr. i andet kvartal 2014.

En del af fremgangen skyldes opkøb i Sydamerika i slutningen af 2014, hvilket har været med til at løfte omsætningen i den amerikanske forretning, der tæller Nord- og Sydamerika, til 215 mio. kr. fra 69 mio. kr. i andet kvartal året før.

Driftsresultatet i den amerikanske del af forretningen blev forbedret til 37 mio. kr. mod 12 mio. kr. året før. Ud over opkøb skriver selskabet, at udvidet produktionskapacitet i Nordamerika og valutakursgevinster ligeledes trækker op.

I Europa ser udviklingen derimod noget svagere ud. Her måtte selskabet notere et fald i omsætningen på 16 mio. kr. til 266 mio. kr. i kvartalet, mens driftsresultatet dykkede med 1 mio. kr. til 11 mio. kr.

- Hartmann øgede afsætningen af ægemballage moderat, men tiltagende priskonkurrence påvirkede den gennemsnitlige salgspris negativt, skriver selskabet i regnskabet.

Overskudsgraden i Europa lød på blot 4,2 pct., mens den tilsvarende i den amerikanske del er på 17,0 pct.

- Vi skabte gode resultater i den samlede forretning i 2. kvartal, selvom de europæiske markeder var præget af tiltagende priskonkurrence. Der var fortsat fremdrift på de amerikanske markeder, mens udviklingen i Europa understreger behovet for at øge effektiviteten, siger Ulrik Kolding Hartvig, administrerende direktør i selskabet, i en kommentar til regnskabet.

Og netop udfordringerne på det europæiske marked får emballageproducenten til at tilpasse den europæiske forretning, hvor man løbende har gennemført tilpasninger på de europæiske fabrikker og på hovedkontoret i Gentofte.

Derudover har Brdr. Hartmann foreslået at lukke sin fabrik i Tyskland, hvilket sker for at styrke konkurrenceevnen og lønsomheden ved at flytte volumen til øvrige fabrikker, hvor kapaciteten bliver udvidet.

Udviklingen i andet kvartal har ikke givet anledning til at justere forventningerne til hele året.

Brdr. Hartmann venter fortsat en omsætning på 2-2,1 mia. kr. og en overskudsgrad (EBIT-margin) på 10-11,5 pct. Efter halvåret lyder marginen på 8,8 pct.

Tabel for Brdr. Hartmanns regnskab for andet kvartal 2015:

#

Mio. kr. Q2 2015 Q2 2014 H1 2015 H1 2014 FY 2014

----------------------------------------------------------------

Omsætning 481 351 1061 764 1615

Resultat af primær drift 42 17 104 62 163

(EBIT)

Resultat før skat 11 13 79 53 139

Nettoresultat 9 11 65 45 119

----------------------------------------------------------------

#

Forventninger til 2015:

#

Ved Q2 2015 Før Q2 2015

-----------------------------------------------

Omsætning 2,0-2,1 mia. kr. 2,0-2,1 mia. kr.

Overskudsgrad 10-11,5 pct. 10-11,5 pct.

-----------------------------------------------

#

/ritzau/FINANS

 

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk