Finsk emballagefirma overraskede på driften

Der var mere til overs på bundlinjen hos finske Huhtamäki i andet kvartal på trods af, at omsætningen skuffede en anelse.

Foto: Bax Lindhardt. Huhtamäki laver bl.a. æggebakker.
Læs mere
Fold sammen

Emballageproducenten, som blandt andet konkurrerer med danske Brdr. Hartmann, omsatte for 714 mio. euro og vekslede det til et driftsoverskud (EBIT) på 70 mio. euro, svarende til en margin på 9,8 pct., når man fraregner engangsposter.

Den bedre lønsomhed falder i god jord på aktiemarkedet, hvor Huhtamäki stiger med hele 10,5 pct.

På bundlinjen tjente Huhtamäki 0,52 euro per aktie, også renset for engangsposter, en fremgang på mere end 50 pct. fra samme kvartal året før.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg ventet en omsætning på 728 mio. euro og et driftsoverskud på 65 mio. euro. Syv analytikere bidrog til estimatet.

Divisionen Molded Fiber, der er mest direkte konkurrent til Brdr. Hartmann, øgede omsætningen 7 pct. til 66,2 mio. euro i kvartalet. Det var den laveste vækst af de fire Huhtamäki-divisioner, der samlet set havde en salgsfremgang på 23 pct.

- Vores nøglemarkeder, Sydøstasien, Nordamerika og Europa, ventes at byde på gode vækstmuligheder fremover. De svage forhold på nye markeder gælder mest i Kina, og mens væksten er bremset i Østeuropa, er den stadig på et godt niveau, siger Huhtamäki-chef Jukka Moisio i regnskabet.

Det finske selskab har ikke specifikke mål for 2015, men regner med "profitable vækstmuligheder" i et "stabilt" forretningsklima.

Hjemlige Brdr. Hartmann er ikke blevet sat i svingninger af regnskabet fra sin finske konkurrent, og handler stort set uændret i 248,50 - en stigning på 0,2 pct. fra torsdag.