Greentech opgiver spansk opkøb

Greentech Energy Systems opgiver at overtage det spanske vindmølleselskab Fersa Energias Renovables.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Beslutningen er truffet, fordi det ikke lykkedes at skaffe nok opbakning fra Fersas aktionærer til købstilbuddet på 0,40 euro per Fersa-aktie. Fersa oplyste tidligere tirsdag, at Greentech blot opnåede accept fra 41,8 pct. af aktiekapitalen i Fersa, og dette tal bekræftes af Greentech. Greentech havde betinget sig mindst 50 pct. af aktiekapitalen og vil derfor ikke købe nogen Fersa-aktier i denne omgang.

Bestyrelsesformand i Greentech, Peter Høstgaard, er dog ikke så ærgerlig over, at opkøbsforsøget slog fejl:

- Hvis man tager den nuværende markedsuro, som er under forværring, og de udmeldte lovændringer i Spanien efter offentliggørelsen af købstilbuddet, som vil påvirke den vedvarende energisektor, i betragtning, er vi ikke så utilfredse med det endelige resultat af transaktionen, siger Peter Høstgaard ifølge en meddelelse.

Han peger på, at Greentech vil være parat til at udnytte andre opkøbsmuligheder, som måtte opstå, for at må sit mål om en portefølje på 1 GW installeret vindkapacitet.

Aktien i Greentech er faldet, efter Fersa oplyste, at Greentechs opkøbsforsøg var slået fejl. Kursen ligger onsdag eftermiddag 2,1 pct. lavere i 14,1 kr. mod kurs 14,4, før Fersas meddelelse.

Greentech afgav købstilbuddet på 0,40 euro per aktie i Fersa den 16. april på et tidspunkt, da aktiekursen lå i 0,435 euro. Siden har kursen været oppe at vende i 0,49 euro og så langt nede som 0,325 euro. Den er senest handlet i 0,385 euro onsdag.