Gør det selv-ChatGPT hjalp med at lave hackerværktøjer

Mens selve ChatGPT er programmeret til ikke at bidrage til lyssky aktiviteter, er der tilsyneladende ikke samme begrænsninger på de nyligt åbnede muligheder for at lave en personlig version af den populære chatbot. Tv-station fik den uden problemer med på fem af de mest udbredte hackermetoder.

OpenAIs først fyrede og så genansatte topchef, Sam Altman, præsenterede 6. november muligheden for, at alle kan lave deres personlige udgave af ChatGPT. Den viser sig nu ikke at være underlagt samme begrænsninger som den »rigtige« ChatGPT. Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix

En ny mulighed for at lave sin egen personlige udgave af den populære chatbot ChatGPT kan også bruges til at lave hackerværktøjer.

Det viser en undersøgelse, som den britiske tv-station BBC har foretaget.

Ved at tegne abonnement til 20 pund om måneden på den betalte og mere avancerede udgave af ChatGPT lykkedes det BBC at få den til at skrive overbevisende e-mail, tekster og opslag på sociale medier, der kan bruges til svindel og hacking.

Selskabet bag ChatGPT, det halvt Microsoft-ejede OpenAI, åbnede i november for, at brugerne kan lave deres egne, tilpassede udgaver af ChatGPT og bruge dem »til næsten alt«.

Det forsøgte BBC at tage på ordet og bad derfor chatbotten om at skrive tekster, der anvendte »teknikker, som får folk til at klikke på link og/eller downloade ting, som er sendt til dem«.

ChatGPT fungerer ved, at man giver softwaren bag den kunstige intelligens så præcise beskeder som muligt. Ud fra sin indprogrammerede viden, som blandt andet er hentet fra internettet og siden analyseret af softwaren selv, er den så i stand til at skrive tekster, svare på spørgsmål, lave illustrationer, skrive computerkode samt lave lyd og video.

Ifølge BBC var den tilpassede robot i stand til »på sekunder at skrive højst overbevisende tekster, som udnytter nogle af de hyppigste hacker- og svindelteknikker, på forskellige sprog«.

ChatGPT selv sagde nej – ingen forhindringer ved gør det selv

Den almindeligt tilgængelige version af ChatGPT har indlagt massevis af spærringer ud fra de dårlige erfaringer, som hurtigt viste sig, da den 30. november 2022 blev åbnet for offentligheden. ChatGPT selv afviste derfor BBC.

Men når man ønskede at lave sin egen udgave af ChatGPT, oplevede tv-stationen stort set ingen forhindringer, uanset hvad de bad den om. Dog indvendte den et par gange, at svindelteknikker var uetiske.

BBC afprøvede i alt fem velkendte svindel- og hackerteknikker. Ingen af resultaterne blev dog sendt ud eller delt med andre, understreger tv-stationen.

OpenAI siger i en kommentar til undersøgelsen, at selskabet konstant arbejder på at forbedre sikkerheden i sine produkter, som man ikke ønsker anvendt til ondsindede formål.

Ved lanceringen af gør det selv-mulighederne, herunder efterfølgende at kunne dele de tilpassede versioner gennem en særlig netbutik, lovede OpenAI ellers at kontrollere, at der ikke blev skabt versioner, som skulle bruges til svindelaktiviteter.

ChatGPT er blot en af flere chatbotter men var den, der skabte det folkelige gennembrud for kunstig intelligens. Siden har blandt andet Google lanceret sin egen Bard, som netop har fået tilført nye superkræfter, ligesom Facebook-koncernen, internetgiganten Amazon og store kinesiske koncerner som Tencent og Alibaba også er steget ombord.

Mange af chatbotterne kan kommunikere på også dansk. De fleste findes i gratis versioner, hvor man så »betaler« med sine data, der analyseres og bruges til at forbedre softwaren bag. Derfor frarådes det at bruge chatbotter i forbindelse med personlige data eller interne virksomhedsoplysninger.