Fire danskere kåret på liste over Europas 50 mest indflydelsesrige kvinder i iværksætter- og kapitalmiljøet
EU-startups har offentliggjort en liste over Europas mest indflydelsesrige kvinder indenfor startups og venturekapital. Fire danskere er med på listen.
Mette Lykke, adm. direktør i Too Good To Go, er en af fire danskere på listen over Europas mest indflydelsesrige kvinder indenfor startup og venturekapital. Thomas Lekfeldt
Europas 50 mest indflydelsesrige kvinder inden for iværksætteri og venturekapital er blevet kåret af EU-startups, der er en europæisk onlinepublikation, der har eksisteret siden 2010.
Det drejer sig om Mette Lykke, adm. direktør i Too Good To Go, Sissel Hansen, stifter og adm. direktør af Startup Guide, Ulla Brockenhuus-Schack, managing partner hos Seed Capital, og Ida Tin, stifter og adm. direktør af Clue.
I november beskrev Berlingske, hvordan andelen af kvindelige iværksættere er blevet mindre de senere år, hvor mange ellers har peget på, at udviklingen bør gå den anden vej. Eksempelvis blev 25 procent af de nye virksomheder i 2017 stiftet af en kvinde.
En udvikling, der både blev kaldt »bekymrende« og »opsigtsvækkende«. Og det er også en af grundene til, at EU-startups har valgt at hylde kvinderne.
Læs mere om de tre her:
Mette Lykke
I dag er Mette Lykke kendt som et af de største navne på den danske iværksætterscene som adm. direktør af madspilsappen Too Good To Go.
Hun startede hos Mckinsey, inden hun sprang ud som iværksætter med løbeappen Endomondo, der i 2015 blev solgt for tæt på en halv milliard kroner til sportmærket Under Armour.
I 2015 var Sissel Hansen på Berlingskes »Talent 100«-liste.
Hun står bag Startup Guide, der er en guidebog til iværksætteri om forskellige byer. I 2015 sagde den dengang kun 23-årige Sissel Hansen:
»Vi kalder det en slags iværksætteriets Lonely Planet (global serie af rejseguider, red.). Vi ser på de felter, der fostrer et godt økosystem: Deriblandt adgangen til kapital, leveomkostninger, kulturen og så videre.«
Ida Tin er IT-iværksætter og stå bag menstruationsappen Clue, som har mere end 11 mio. brugere. Hun er til daglig bosat i Berlin, hvor Clue har hovedsæde.
For sit arbejde modtog danskeren, der er uddannet hos KaosPiloterne i Aarhus, prisen European Female Web Entrepreneur Award fra Europakommissionen.
Hun stammer oprindeligt fra København. Eller, her er hun født, for Ida Tin har faktisk brugt store dele af sit liv på en motorcykel, da hun – siden hun var ganske lille – har kørt verden rundt på motorcykel sammen med sin familie.
Ida Tin, stifter og adm. direktør af Clue. Arkivfoto. Maria Albrechtsen Mortensen
Rettelse: Berlingske havde i første version kun spottet tre danskere på listen. Det er nu opdateret, så der retvisende er hele fire danskere på listen. Berlingske beklager fejlen.
Del:
Andre læser også
Virksomheder
Alle taler om »Løvens Hule« og iværksætteri – men der bliver mindre af det i Danmark
Virksomheder
Håndsprit i snapsflasker, pizza leveret i en Jaguar og print-selv-skriveborde: Ti danske virksomheder tænker innovativt for at overleve coronakrisen
Business
Gratis kørsel over Storebæltsbroen: Sådan vil erhvervslivet kickstarte dit forbrug